Forskningscenter for
energineutralt byggeri hædres med ALECTIA-Prisen
Nyt ”Strategisk
forskningscenter for energineutralt byggeri” på Aalborg
Universitet modtog i går ALECTIA-Fondens pris på 250.000 kr. for
dets tværvidenskabelige forskning i at udvikle fremtidssikrede
energineutrale koncepter til byggebranchen.
Energiforbruget i
byggeriet udgør 40 procent af Danmarks energiforbrug.
Byggesektoren spiller derfor en central rolle ved fremtidens
reduktion af drivhusgasser og omlægning af energiforsyningen til
vedvarende energi. Det er baggrunden for, at ’Strategisk
Forskningscenter for Energineutralt Byggeri (ZEB)’ sidste år
blev oprettet på Aalborg Universitet. Nu er forskningscentret
blevet hædret med ALECTIA-Prisen 2010.
”Vi har valgt at give
ALECTIA-Prisen til forskningscenteret ZEB (Zero Energy Building),
da centeret udmærker sig ved at fokusere på en tværvidenskabelig
tilgang til at udvikle nye koncepter og løsninger for, i
samarbejde med industrien, at skabe den nødvendige basis for en
langsigtet bæredygtig udvikling i byggesektoren. Det er et
glimrende initiativ, som vi meget gerne støtter op om,” siger
formand for ALECTIA-Fonden, Hans Peter Jensen, om motivationen
for årets prisuddeling.
”Vi mener, det er
vigtigt at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og den
forskning og udvikling, som finder sted på universiteterne.
ALECTIA-Fonden støtter tiltag, der arbejder på at styrke dansk
ingeniørvirksomheds anseelse lokalt og internationalt, og hvor
den økonomiske indsprøjtning på 250.000 kr. kan gøre en forskel.
Vi håber derfor, at prisen kan være med til at styrke
forskningsgruppens formidlingsaktiviteter og det kan være med
til at give et tættere samarbejde med industrien.”
På rette energivej –
men lang vej endnu
I rådgivningsbranchen
hilses gruppen og dens indsats velkommen. Adm. direktør Ingelise
Bogason fra ALECTIA A/S peger på nødvendigheden af at tænke
tværfaglig og bæredygtighed sammen:
”I byggebranchen
oplever vi heldigvis flere og flere energirigtige projekter.
ALECTIA er eksempelvis på vinderholdet i at opføre Navitas Park,
der bliver Danmarks største lavenergibyggeri. Men der er lang
vej endnu for at opnå energineutralitet. Vi har derfor alle i
branchen en interesse og et ansvar i at skabe en større
forståelse blandt kunder og samarbejdspartnere for vigtigheden
af at tænke i bæredygtige løsninger.”
”Vi skal have meget
mere dialog og samarbejde mellem rådgivere og investorer,
developere og bygherrer samt arkitekterne for at synliggøre
effekten af alle de valg, der bliver taget. På den måde kan vi
øge kreativiteten i de fælles koncepter og opgaveløsninger, så
energien kommer endnu mere i højsædet. Vi håber, at
forskningscenteret kan være med til at synliggøre vigtigheden i
at tænke tværfaglighed og bæredygtighed sammen,” siger Ingelise
Bogason fra ALECTIA.
Prisoverrækkelse ved
energikonference
ALECTIA-Prisen blev
overrakt på konferencen: Energineutralt Byggeri – Løsningen på
fremtidens udfordringer til bæredygtigt byggeri, der bød på en
række indlæg om: Energineutralt byggeri – i både dansk og
internationalt perspektiv bl.a. med indlæg om udfordringer og
muligheder i byggebranchen af forskningschef Lars D.
Christoffersen, ALECTIA A/S.
Det er 6. gang
ALECTIA-Prisen uddeles. I 2009 gik prisen til Sundhedsgruppen,
en ny forskningsgruppe ved DTU, der fokuserer på at skabe
sammenhænge og koordination på tværs af sundhedssektorens
enheder. Tidligere vindere af ALECTIA-Prisen er inden for
områder som vand og miljø, indeklima og energi samt
arbejdsmiljø.
ALECTIA-Prisen
2010 på 250.000 kr. blev i går overrakt til ’Strategisk
forskningscenter for energineutralt byggeri (ZEB) ved
centerleder Per Heiselberg. Her sidder han foran en
laboratorieopstilling kaldet en heliodom, hvor hver
lampe viser solens position på himlen for hver time
gennem året. Det bruges til at analysere, hvordan et
bygningsdesign udnytter solstrålingen til passiv
solopvarmning af bygningen og til dagslys samt til at
analysere sol/skyggeforhold i bebyggelser og byområder. |
|
Formand
for ALECTIA-Fonden Hans Peter Jensen overrækker her
ALECTIA-Prisen 2010 på 250.000 kr. til ’Strategisk
forskningscenter for energineutralt byggeri (ZEB) ved
centerleder Per Heiselberg fra Aalborg Universitet. |
|
Fra
venstre Formand for ALECTIA-Fonden Hans Peter Jensen,
ALECTIA-Prisen 2010 modtager centerleder Per Heiselberg
’Strategisk forskningscenter for energineutralt byggeri
(ZEB) og Adm. direktør i ALECTIA Ingelise Bogason |
Tæt samarbejde mellem erhvervsliv og forskning
Hos rådgivningsvirksomheden ALECTIA A/S har samarbejdet med
uddannelsesinstitutionerne stor værdi. Adm. direktør
Ingelise Bogason siger:
”Det er kun i kraft af en vekselvirkning mellem forskning og
praktisk erfaring, at vi kan bringe ny viden i anvendelse.
ALECTIA har altid mindst fire erhvervs-ph.d.-studerende
tilknyttet virksomheden, og herudover har vi over 20
færdiguddannede ph.d.’ere ansat. Der er ingen tvivl om, at
erhvervs-ph.d.’erne styrker vores evne til levere innovative
løsninger. De er i en meget tæt dialog med den nyeste
forskning og universitetsmiljøet. Det betyder, at de i
hverdagen kan dele en meget omfattende viden med de øvrige
medarbejdere.”
Om ’Strategisk forskningscenter for energineutralt
byggeri (ZEB)’
I 2009 blev ’Strategisk Forskningscenter for Energineutralt
Byggeri (ZEB)’ oprettet på Aalborg Universitet med støtte
fra Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for
Bæredygtig Energi og Miljø og i samarbejde med Danmarks
Tekniske Universitet, Teknologisk Institut, Danfoss, Velux,
Saint Gobain Isover, Dansk Byggeri, Alufacadesektionen, VKR
Holding og AffaldVarme Århus. Centeret fokuserer på en
tværvidenskabelig tilgang til udvikling af nye koncepter og
løsninger for, i samarbejde med industrien, at skabe den
nødvendige basis for en langsigtet bæredygtig udvikling i
byggesektoren.
Om ALECTIA-Fonden
ALECTIA-Fonden er ejer af ALECTIA A/S, der med 750 ansatte
og snart 100 års erfaring en af landets førende
rådgivningsvirksomheder. ALECTIA løser opgaver inden for
byggeri og anlæg, hospitaler, farmaceutisk industri,
bryggerier, mejerier, fødevarer, arbejdsmiljø samt vand,
energi og miljø. ALECTIA-Fonden er en erhvervsdrivende fond,
der arbejder for at styrke dansk ingeniørvirksomheds
anseelse lokalt og internationalt. Fonden støtter bl.a. en
række formidlingsprojekter inden for naturvidenskab og
teknik og bidrager til at styrke de faglige og sociale
miljøer på ingeniøruddannelserne.