Nyt i Mariagerfjord Gymnasium
 

Til forsiden

Gå til http://www.mariagerfjord-gym.dk/


10-01-2012
Mariagerfjord Gymnasium orienterer om 3 gymnasiale uddannelsestilbud

Det er på denne tid, at 9.- og 10.-klassernes elever skal til at tænke på deres fremtidige ungdomsuddannelse.

Derfor inviterer Mariagerfjord Gymnasium afgangseleverne fra Folke- og Efterskoler til sammen med deres forældre at komme til orienteringsmøde lørdag d. 21. januar fra kl. 10.30.

Der er fælles start i samlingssalen kl. 10.30.

Her vil rektor Jette Engelbreth byde velkommen med en kort præsentation af de mange forskellige undervisningstilbud for nye elever i skoleåret 2012/2013.

En elev vil fortælle om dagligliv på Mariagerfjord Gymnasium – ikke mindst de sociale sider af hverdagen.

Derefter åbner ’Det store Studieretningsmarked’ i fællesområdet. Her er der boder bemandet med faglærere og elever, der vil informere undervisningstilbuddene.

Skolen indbyder en ny årgang elever indenfor på et gymnasium, der kan tilbyde hele tre ungdomsuddannelser: HTX, HF og STX.

Det lykkedes – helt unikt for et alment gymnasium – i skoleåret 2011-12 at etablere en HTX-klasse, der har fungeret fint med det særlige teknikfokus, som bl.a. betyder tæt sammenhæng mellem teori og værkstedspraksis og undervisningsforløb med kontakter i erhvervslivet.
Nye lærere med erfaring fra erhvervsskolerne har medvirket til at udbrede den særlige HTX-kultur, og samtidig har det vist sig, at HTX’erne har sat pris på at være en del af et stort og livligt ungdomsmiljø sammen med kammerater fra HF og STX.
Der kan i HTX vælges mellem 2 studieretninger: Matematik-Teknologi-Idehistorie eller Teknologi-Design-Innovation.

Også HF-tilbuddene har de senere år nydt en vedholdende popularitet – bl.a. fordi den 2-årige uddannelse tilbyder et valg mellem to toninger: psykologi eller idræt.
En anden grund til HF’s succes er måske, at det på flere måder er lykkedes lærerne at skabe en særlig hf-pædagogik, der tager højde for, at hf’ere møder med en ret uensartet skole- eller erhvervsbaggrund, som kræver en gennemtænkt indskoling og personlig vejledning undervejs i kurset.
Ligeledes er der gennem hele hf-forløbet skemalagte timer til metodetræning og lektielæsning.
I disse såkaldte værkstedsmoduler kan hf’erne under lærervejledning få skriftlig- eller mundtlig forberedelse fra hånden, således at presset på hjemmearbejde mindskes.
Noget tyder på, at opbakningen virker: det gælder for skolens 5 hf-klasser, at frafaldet er lille i forhold til landsgennemsnittet.

Ligesom sidste år udbydes et specielt 3-årigt HF-forløb for unge med autismespektrumforstyrrelser, ADHD og tilgrænsende vanskeligheder. Tilbuddet er muliggjort ved et samarbejde mellem Mariagerfjord Gymnasium, VUC Nordjylland og Mariagerfjord Kommune.

I STX tilbyder Mariagerfjord Gymnasium også i år 7 nye studieretninger: Matematik-Fysik-Kemi, Matematik-Biologi-Kemi, Engelsk-Idræt-Samfundsfag, Samfundsfag-Engelsk-Matematik, Engelsk-Samfundsfag-Psykologi, Spansk/Tysk-Engelsk og Musik-Engelsk-Samfundsfag.

Studieretningerne skal vælges inden tilmelding, så alene af den grund vil orienteringsmødet d. 21. januar sikkert motivere mange kommende elever til at søge grundig besked om de mange valgmuligheder.

Studievejlederne har deres egen bod til særligt ’tekniske’ spørgsmål, og der er også boder, der fortæller om skolens internationale, musiske og naturvidenskabelige profiler.

Elevforeningen Parentesen tilbyder kaffe, te og rundstykker, mens der cirkuleres rundt.

Det bliver også muligt at kigge indenfor til åben prøve i Salen hos elevernes Musicaltrup, der for øjeblikket øver Michael-Jackson-musical, som snart spilles ved tre offentlige forestillinger og en skoleopførelse.

Pressen er meget velkommen til at overvære arrangementet.

Vedhæftet: Foto fra sidste års orienteringsarrangement. Uddannelsesleder Søren Urup orienterer om Mariagerfjord Gymnasium mange uddannelsestilbud.

Venlig hilsen

Henrik Damsgaard


2011-11-29
Mariagerfjord Gymnasium får ny kunst i jubilæumsåret
Året 2011 har på Mariagerfjord Gymnasium stået i 50-års-jubilæets tegn med en lang række elevrettede arrangementer på skolen kulminerende i den store gammel-elev-fest i september
- en gigantoplevelse for alle.
En 50 års fødselsdag er jo noget særligt, og i forbindelse med den officielle fødselsdagsreception d. 19. august ønskede skolen eventuelle gaver konverteret til bidrag til indsamling af penge til to store, markante kunstværker. For det første et hovedværk af Anita Houvenaeghel ”Carmen” fra 2002 og for det andet et stort bestillingsprojekt hos Mogens Nielsen.
Det har været intentionen for skolen at få to lokale kunstnere af et kunstnerisk format repræsen-teret markant på en uddannelsesinstitution som Mariagerfjord Gymnasium. Forbindelsen mellem den kunstneriske kvalitet og det lokale tilhørsforhold har været det afgørende og må være det for en lokalt forankret institution, som en gymnasieskole nu engang er.
Ved en morgensamling i salen på skolen på torsdag d. 1. dec. kl. 9.30 er vi nået så langt, at Anita Houvenaeghels maleri ”Carmen” kan afsløres. Anita Houvenaeghel kommer selv og fortæller om maleriet, som derefter præsenteres. Umiddelbart efter vil det blive hængt op på dets blivende plads i skolens indgangsparti på vejen ned til kælderen - altså en meget markant placering.
Anita Houvenaeghel er i dag nok mest kendt for sin kirkekunst, men også for det maleri, hun malede til Dronningen som kommunens gave ved Majestætens sidste besøg her i byen. Desuden har kunstneren haft sin datter gående på skolen for mange år siden.
I forbindelse med jubilæet har vi haft en række fondsansøgninger ude, og C.W. Obels Fond har bidraget med et prisværdigt stort beløb til ”Carmen” og Mogens Nielsens projekt, som nu sættes i værk, og som skolen vil vende tilbage til på et senere tidspunkt, når det er færdigt.
 


2011-11-23

Htx på Mariagerfjord Gymnasium fik flyvende start

Da det i marts 2011 lykkedes Mariagerfjord Gymnasium i samarbejde med Aalborg Tekniske Gymnasium at organisere et tilbud om Teknisk Gymnasium, htx, i Hobro, var det med nogen spænding, fordi det er helt utraditionelt, at htx tilbydes sammen med stx og hf.
Og det viste sig, at Mariagerfjord Gymnasium ramte et reelt behov for htx i Fjordområdet.
Der blev udbudt to studieretninger, den ene med studieretningsfagene matematik, teknologi og idéhistorie, den anden med teknologi, design og innovation.
Søgningen til de to studieretninger gjorde det muligt at oprette en kombineret htx-klasse, så alle fik deres fagønsker opfyldt.

Uddannelsesleder Michael Madsen forklarer, at htx bl.a. er kendetegnet ved en teknisk og praksisorienteret undervisning.
”Det indebærer bl.a., at nogle undervisningsmoduler foregår i nyindrettede værkstedslokaler hos Tech College Mariagerfjord, Kirketoften. Her er der maskiner og værktøj i et el- og it-værksted og et professionelt køkken – begge dele til den praktiske del af uddannelsen, hvor projektarbejde altid er forbundet med produktfremstilling.”

Htx-uddannelsens markante værksteds- og laboratorieprofil tilgodeses også af nyindrettede, moderne laboratorielokaler på Mariagerfjord Gymnasium.

En anden side af htx-profilen er ud-af-huset-projekter, der i vid udstrækning sker i samarbejde med egnens innovative virksomheder.
Således var htx’erne i forrige uge på besøg på satellitantennefabrikken Spacecom Hobro i forbindelse med et teknik-projekt, High Sky Satellite, – et praksispræget forløb, hvor der foruden det inspirerende besøg på Spacecom hjemme i undervisningslokalerne indgik konstruktion af måleudstyr, som skulle løftes højt til vejrs – bl.a. af en flot klynge heliumballoner.
Et raketbåret udstyr kom ikke i luften, men htx’erne mener, at de også lærte noget af de tekniske vanskelig-heder med rakettens elektriske tændingssystem.

Michelle Buch, der er eneste htx-pige og ligesom de øvrige i klassen er it- og teknik-interesseret, udtaler: ”Det opfinderagtige er rigtig sjovt” – og Lasse Fisker Olsen tilføjer: ” … og når man selv skal finde ud af tingene, går man mere op i det”.

Teknologifaget, som varetages af lektor Andreas Hauervig, har også etableret kontakt med Videnskabens Hus i Bjerringbro, hvor der bliver mulighed for at få indblik i teknologiske forsknings- og udviklingsprocesser. Samarbejder med Arla, Grundfos og Sintex Hobro er på tegnebrædtet.

Rektor Jette Engelbreth fremhæver, at htx-tilbuddet tydeligvis har truffet nogle teknisk betonede interesser, som har givet skolen kontakt med nye og spændende elevtyper.
”I den forbindelse er det glædeligt, at det lykkedes os at ansætte nogle erfarne, ingeniøruddannede htx-lærere, der har lært de øvrige kolleger meget om den særlige, praksisorienterede htx-kultur. Mødet med nye elev- og lærertyper giver et friskt pust – både i elev-området og på lærerværelset.
Drengene er i klart overtal i htx-klassen, hvor kun en enkelt pige lyser op. Det håber vi selvfølgelig vil blive mere afbalanceret næste skoleår, hvor der også er reserveret plads til to nye htx-klasser.
Omvendt er det jo en kendt sag, at særligt stx har piger i klart overtal, så det er da glædeligt, at vi har fået lokket flere drenge fra Fjordområdet frem til en gymnasial uddannelse.
Det glæder mig også, at htx’erne meget hurtigt blev en selvfølgelig del af skolens sociale liv, som det udfolder sig i elevområdet Grønnegården, ved morgensamlinger, elevfester og frivillige aktiviteter.”

Klassens kemilærer, lektor Hans Holme, fortæller, at det har vist sig at være en klar fordel med 3 gymnasiale uddannelser under ét tag – ”hvis man som ny elev opdager, at man har valgt forkert, er det let at skifte. Det er faktisk sket i et par tilfælde, hvor htx’ere er gået smertefrit over i stx-klasser.
Nu ligger htx-klassen stabilt på 22 elever,” oplyser Hans Holme, som i øvrigt fremhæver, at det livlige ungdomsmiljø med rod i stx ofte tilgodeser htx’ernes bredere kulturinteresser – fx i musik og idræt.
Holme fremhæver også, at det er et stort plus, at Mariagerfjord Gymnasium med 670 elever fordelt på hf, htx og stx kan realisere usædvanlig mange valgfag, hvor der oftest kan dannes blandingshold fra alle 3 ungdomsuddannelser.

Benjamin Brøgger Svejstrup startede skoleåret på htx på Teknisk Gymnasium i Aalborg, men skiftede til htx på Mariagerfjord Gymnasium.
Her mærkede han hurtigt, at med hf, htx og stx samlet er ungdomskulturen lidt livligere og mere mangfoldig: ”Festerne hernede er bare federe, og der er mere gang i morgensamlinger og alt det andet sjove, der foregår i Grønnegården udenfor modulerne.”

Lasse er godt tilfreds med, at flere af lærerne har htx-erfaringer: ”– det er nok en fordel i fx teknologi, Kommunikation & IT og kemi, hvor der er meget praktisk med i det,” forklarer han.
Han synes også godt om, at der er en bred vifte af lærere, der er specialister i mange ting: ”Fx havde vi et rigtig godt idræts- og sundheds-forløb, der hed FUPS, som betyder ’fysik udfoldelse og personlig sundhed’”.

For yderligere oplysninger eller aftale om et evt. pressebesøg hos htx’erne:
Henvendelse uddannelsesleder Michael Madsen, 28 72 11 87, mm@mf-gym.dk


2011-10-29

Borgmesteren hejser nyt grønt Flag på Mariagerfjord Gymnasium

På mandag d. 31/10 kl. 11.30 hejser borgmester H. C. Maarup et nyt grønt flag foran gymnasiet.

Det er anden gang Friluftsrådets kampagne for Grønt Flag Grøn Skole tildeler gymnasiet Det grønne Flag, der det kommende år vil vise alverden, at gymnasiet vedholdende gør en omfattende indsats for at agere miljørigtigt i dagligdagen – både teknisk med energirigtige installationer, men særligt i forhold til aktivering af skolens elever.

I brevet fra Friluftsrådet meddeles det, at skolen for andet år i træk har fået tildelt retten til at benytte det grønne flag – ”for jeres arbejde med temaerne vand, affald, klimaforandringer og Transport …” – videre nævner Friluftsrådet, ”at rigtig mange elever har været inddraget i undervisning, der på en eller anden måde behandler bæredygtighedsproblematikken. Vi bemærker også, at elevernes forslag om fx affaldsindsamling og solceller og solfangere på nybygningen er taget alvorligt.”

Derfor har rådet tilsendt borgmester H. C. Maarup det Grønne Flag, som han personligt vil hejse på mandag kl. 11.30.

Billedtekst: I maj 2010 kunne driftsleder Jan Larsson, fysiklærer Betina Nyborg Thomsen og rektor Jette Engelbreth hejse Mariagerfjord Gymnasiums første grønne miljøflag
 


2011-09-14
Indlandsisen fortæller om klimaudvikling

På onsdag i d. 21/9 kl. 9.45 til 11.20 skal 2.- og 3.g'erne på Mariagerfjord Gymnasium møde den verdensberømte is- og klimaforsker, professor Dorthe Dahl-Jensen, fra Center for Is og Klima, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.  

Dorthe Dahl-Jensen er student fra Hobro Gymnasium, og foredraget er ét blandt mange 50 års jubilæumsarrangementer med deltagelse af tidligere studenter, der gennem deres uddannelse og karriere har noget ganske særligt at byde på i forhold til gymnasiets nuværende elever.

Dorthe Dahl-Jensen har skabt sit internationale ry gennem mange års forskning af iskerner fra boringer på den grønlandske indlandsis helt ned til 3090 m’s dybde.

Hun leder stadig et borings- og forskerteam, som henter iskerner fra top til bund i iskappen.
Således kan Dorthe Dahl-Jensen og hendes forskerteam analysere Grønlands klimaforhold gennem de sidste 130.000 år.
Ved analysen af disse iskerner ser vi, hvorledes de naturlige klimavariationer har været - både gennem vores nuværende mellemistid, der har varet i 11.700 år, og gennem den sidste istid, der begyndte for 115.000 år siden.
Særligt spændende er de helt nye oplysninger, vi får fra iskernens dybeste is: is fra den forrige mellemistid, som vi kalder Eem-tiden. I denne periode var der 5 grader varmere i Grønland, så klimaoplysninger fra denne periode kan fortælle os om forhold under en varmere periode – en sådan periode forventer vi i fremtiden, når den globale opvarmning slår igennem.

I debatten om, hvad der vil ske med Grønlands Indlandsis i den kommende tid, hvor vi må forudse et varmere klima, præsenterer Dorthe Dahl-Jensen viden om, hvordan Grønlands Indlandsis reagerer på de nuværende klimaændringer.

Dorthe Dahl-Jensens forskningsresultater gør det muligt at få en større forståelse for, hvad det er, der styrer klimaet - også i fremtiden, fortæller lektor og geografilærer Jens Birch.
 


2011-09-14
Trio Zoom spiller for musikhold på Mariagerfjord Gymnasium

I morgen i kl.12-13.25 spiller den unge Trio Zoom for Mariagerfjord Gymnasiums A- og B-musikhold, 1.cy og 1q mus-c.
Koncerten er ét af mange særlige kultur- og vidensarrangementer, som hf, htx- og stx-eleverne tilbydes i løbet af dette 50 års jubilæumsår.
Det er Bjarne Martin, der er tidligere musik- og matematiklærer på skolen, der har formidlet gruppen - både til gymnasie-koncert og til Musikforeningen i morgen aften.
Bjarne Martin fortæller om gruppen:
"Trio Zoom blev dannet i 2003 og består af Tanja Zapolski (klaver), Stefan Baur (saxofon) og Ying-Hsueh Chen (slagtøj) – alle solistuddannede fra danske og udenlandske musikkonservatorier.
De har deres ståsted i den klassiske musik, men det, som deres trio handler om er at krydse grænser
- at bevæge sig fra det klassiske ind i folke- og rytmisk musik med den ballast, kunnen og indsigt, som kun den klassiske musik giver."
 


20110913
1600 deltager i Mariagerfjord Gymnasiums 50 års jubilæumsfest

Mariagerfjord Gymnasiums 50 års jubilæum fejres i dette efterår på flere måder.
En særlig markant begivenhed er den store jubilæumsfest på lørdag d.17. september.

Festen er for alle nuværende og tidligere elever og personale, og efter afsluttet billetsalg viser det sig, at deltagerantallet kommer op på 1600 fra alle årgange.
Der er solgt billetter til gamle studenter fra bl.a. Tyskland, Indien, Italien, Norge, Sydafrika, Sverige, Svejts og Danmark.
De mange tilmeldte er blevet kontaktet digitalt gennem skolens jubilæumshjemmeside og FaceBook, og det var med nogen spænding, at arrangørerne valgte at benytte digitale kommunikationsmidler med vægt på det sociale medie, Face Book – frem for at bruge betydelige resurser på traditionelle invitationer.

Tilmeldingen har også været digital, idet billetsalget er foregået over skolens eget billetnet, Safeticket, hvilket også har betydet besparelser af arbejdstimer, som så har kunnet bruges til andre spændende og lærerige jubilæumsarrangementer for skolens nuværende elever.

Den nødvendige ekstra plads til de mange deltagere skabes ved at opslå to store partytelte på parkeringspladserne foran skolen - og et middelstort cirkustelt ved hovedindgangen.
Derfor anbefales de mange deltagere at lade bilen stå derhjemme, hvis det er muligt. Festen starter kl.18.00 og varer til kl. 01.

Sammen med billetterne har de festinteresserede haft mulighed for at bestille en festsandwich-picnic-kurv eller en bærbar tapasanretning.

Hele aftenen kan der købes pølser med brød, ligesom der er stillet barer op på strategiske steder.
Musikken leveres af Heya og Tennessee Plates og en elev-jazz-trio i et caféområde.

Arrangørerne vil bestræbe sig på at etablere mange rolige hjørner til snak, og heldigvis sikrer de tre store telte vide rammer for det store studentertræf.
For en vigtig del af festen er mødet mellem gamle klassekammerater og gamle lærere.
Derfor har festudvalget også sørget for, at der bliver træfpunkter for alle årgange, når de tilmeldte mødes.

Billedtekst:
Skolen har også brugt lavteknologisk kommunikation i form af et stort banner om jubilæumsfesten, der siden juni har prydet gymnasiets facade.


2011-08-17
Eleverne på Mariagerfjord Gymnasium åbner jubilæumsår med kagemand


I søndags blev Mariagerfjord Gymnasium 50 år.
Derfor mødtes elever og lærere i mandags i Grønnegården til kagemands-komsammen og fødselsdagssang.
Det festlige brud på en skolehverdag danner optakten til en lang række jubilæumsarrangementer i dette efterår.

På næste fredag fra kl. 12 holder skolen således jubilæumsreception for personale og samarbejdspartnere, Receptionen bliver ikke blot en markering af skolens historie, men får også et fremadrettet fokus, som skærpes af alle de nye og tidssvarende rammer for moderne undervisning, som renoveringer og en helt ny tilbygning tilbyder.

En særlig markant begivenhed er den store jubilæumsfest lørdag d. 17. september kl. 18, hvor nuværende elever og personale og gamle studenter og forhenværende lærere inviteres til en kæmpefest med to bands, musikcafé, picnic-menuer og god plads til at cirkulere og snakke med gamle klassekammerater – også udendørs, hvor store telte sikrer vide rammer for festdeltagerne.
Rigtig mange billetter over Nettet, og der kan stadig købes digitalt fra jubilæumshjemmesiden http://www.mf-gym.dk/jubi50/ frem til fredag d. 26. august.

Onsdag d.14. september er der koncert for skolens 1.-klasser og Musikhold med fusionsbandet Zoom - et ungt klassisk uddannet band, der i deres instrumentering og arrangementer både går klassisk og rytmisk.

Fredag d. 26. august afholder Mariagerfjord Gymnasium en stor ’jubii-turnering’ med deltagelse af Randers Statsskole, Vesthimmerlands Gymnasium og Støvring Gymnasium. Udvalgte hold dyster her i disciplinerne fodbold, volleyball, ultimate, dans og løb.

En aktivitetsdag torsdag d.8 september bliver endnu stor jubilæumsbegivenhed for skolens elever.
Her bliver der bl.a. workshops i billedkunst, kor, forfattervirksomhed, dans, fodbold og matematisk kalkuleret spil.
Skolen har i anledning af 50-årsjubilæet inviteret nogle af de gamle studenter til at medvirke – bl.a. skal Ebbe Sand instruere i fodbold, forfatteren Mette Finderup i kreativ skrivning, Torben Ribe i billedkunst og Anne Meyer i gospelkor.

Onsdag d. 21. september holder den verdensberømte glaciolog Dorthe Dahl-Jensen foredrag for skolens naturvidenskabelige elever. Hun er leder af Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet og er student fra vores gymnasium.


20110616
Studenterafslutning på Mariagerfjord

På mandag d. 20/6 springer årets første hf- og stx-studenter ud fra Mariagerfjord Gymnasium.
De sidste mundtlige eksaminer afvikles onsdag d. 22/6.
Hver morgen mandag til onsdag kl. ca. 9.40 er der flaghejsning for de nye studenter.
Rektor Jette Engelbreth og dagens tidligste studenter og deres nærmeste familier markerer den afsluttende eksamen ved at samles til flaghejsning på plænen foran skolen.
Årets første studenter bliver Nadia Winther Oppelstrup, 2.q, Charlotte Linea Jakobsen, 2.p, og Sara Froulund Ladekarl, 3.c.

Sædvanligvis møder studenternes familier talstærkt op ved den sidste mundtlige eksamen – parat med studenterhuen med blåt- eller rødbedefarvet bånd, en buket blomster og lidt til ganen, når netop deres student dukker frem med den afsluttende karakter.
Fællesområdet er således hele skoledagen et broget syn af glade familier med flag, blomster, lettede studenter og lækkerier på bordene.

Dimission for Mariagerfjord Gymnasiums studenter

Fredag d. 24. juni tager de nyudsprungne hf- og stx-studenter sammen med deres familier og lærere afsked med skolen og hinanden.
Der er fotografering kl.14 og dimission i samlingssalen kl. 15-16.
Her er holder rektor traditionen tro dimissionstalen og overrækker med et håndtryk studenterne eksamensbeviserne.
To studenter vil sammen gå på talerstolen.
Det er hf’student Simon Marc Skovsgaard og stx-student Camilla Westergaard Rasmussen, der vil give deres årgang nogle ord med på vejen.
Fællessangene bliver Midsommervisen og Danmark nu blunder den lyse nat.
Gæsterne vil også opleve de talentfulde 2.g-musikelever optræde instrumentalt og vokalt,
hvorefter rektor uddeler legater til elever, der har udmærket sig socialt eller fagligt.
.
Efter den mere formelle del i Salen er der den næste times tid reception for alle i fællesområdet.
Her venter der kolde drinks og andre forfriskninger - og ikke mindst rig lejlighed til at cirkulere og få sagt ordentligt farvel til lærerne og alle de kammerater, der herefter spredes for alle vinde.

Translokation for fortsættereleverne

Som noget helt nyt får 1.hf’erne, 1.g’erne, 2.g’erne fra i år også deres afslutning, idet fortsættereleverne torsdag d. 23/6 mødes ved en translokation i samlingssalen torsdag d. 23/6 kl. 9.30-10.00, hvor de sammen med rektor og lærerne sætter et festligt punktum for skoleåret.      

Vedhæftede foto er fra sidste års flaghejsning for årets første studenter.
 


20110510
50 års jubilæum på Mariagerfjord Gymnasium


I august måned bliver Mariagerfjord Gymnasium 50 år.

 

Billedtekst: Elever og lærere glæder sig til at tage Mariagerfjord Gymnasiums nye tilbygning i brug

Det startede i 1961 med et kommunalt Hobro Gymnasium i foreløbige lokaler i den gamle Teknisk Skole, som i dag er Medborgerhus.
Skolens rektor blev Sejer Johansen, der var gymnasiets leder helt frem til 1980.
I de første 4 år var der årligt 1 sprogligt spor, 1 matematisk spor og 1 realhold – og i det første år blot 6 lærere.
Med Indvielsen af gymnasiet på Amerikavej i 1965 blev der for hver årgang plads til 1 1/2 sproglige spor, 2 1/2 matematiske - og 2 realspor.
Aalborgarkitekten Henning Jørgensens funktionalistiske gulstensbygning i traditionelle materialer vakte opmærksomhed på grund af den flotte og den gang rummelige festsal, som var Hobro Kommunes særlige satsning i en sal, der også skulle blive et kulturelt samlingssted for fjordområdets øvrige borgere.

Ejerskabet til skolen overgik fra Hobro Kommune til Nordjyllands Amt i 1973, hvor de sidste realister blev dimitteret. Det toårige hf-kursus, der startede i 1972, afløste realen, og derfor skiftede gymnasiet dette år navn til Hobro Gymnasium & HF-kursus.

I 1980 overtog Jørgen Freil rektorposten efter Sejer Johansen.
Det blev Jørgen Freil, der forestod de væsentlige udbygninger af skolen i 1980-erne.
I september 1984 kunne en ny toetages blok tegnet af arkitektfirmaet Friis & Moltke indvies.
Det betød en udvidelse med 6 undervisningslokaler, 6 gruppelokaler og 2 fællesområder.
Stueetagen rummede moderne naturvidenskabelige laboratorier.
Samtidig opførtes Grønnegården ved at overdække en atriumgård i tilknytning til det efterhånden noget trange kantineområde.
Dette fællesområde udgør stadig elevernes træfpunkt og åndehul.

Opførelsen af VUC’s nye bygninger imellem skolens gymnastiksale og hovedbygningen i 1998 blev indledningen til et godt samarbejde med VUC om bl.a. pedelfunktioner, driftsteknologi, kantine, bibliotek o.a.

Efter Jørgens Freils sygdom og alt for tidlige død i 1991, var administrativ inspektor, Ib Juhl Søndergaard,
fra januar 1991 konstitueret rektor i halvandet år, indtil Birger Axen i 1992 tiltrådte som rektor.
Birger Axen var rektor indtil 2008, hvor skolens nuværende rektor, Jette Engelbreth, tog over.

Efter oprettelsen af Mariagerfjord Kommune i 2007, der med Arden-Hadsund-Mariager-Hobro-fusionen stort set svarede til gymnasiets elev-indtags-område, besluttede skolens ledelse i 2008, at gymnasiets navn herefter skulle være Mariagerfjord Gymnasium – som et konkret udtryk for, at det er hele kommunens gymnasium.

Den stadige vækst i elev- og lærertallet i de seneste år gav yderligere behov for arealudvidelser og renoveringer, som blev iværksat i 2009 og nu nærmer sig færdiggørelse.

Processen startede i hovedbygningens underetage med etablering af to helt nye undervisningslokaler og konferencerum til læsevejledning og skolepsykolog.
Endvidere blev der i stueplan indrettet et gruppearbejdsrum og et ekstra stort klasselokale.
Et musiklokale er blevet renoveret og billedkunstlokalet udformet, så det også kan bruges til andre undervisningsformål.

Den egentlige tilbygning, der nu kaldes mellembygningen, forbinder nu vestblokken (nybygningen) med hovedbygningen.
Mellembygnigen udgør et 325 etagemeter stort undervisningsområde.
Arealet består af 2 etager med 2 fællesområder og 2 undervisningslokaler.
Fællesområderne indrettes, så de kan bruges til gruppe- og projektarbejde, mens undervisningslokalerne udstyres, så de både kan bruges til almindelig undervisning og til den ’udstyrs-lette’ del af scienceundervisningen. Arkitekten er Bo Graugaard fra Fjorden Arkitekter.

Rektor Jette Engelbreth oplyser, at de seneste to års store udvidelse af undervisningsarealerne bl.a. skal ses som en konsekvens af gymnasiets stigende elevantal – fra 550 til 650 elever over to år – en tendens, som ser ud til at fortsætte også i næste skoleår.

”En side af skolens ekspansion er oprettelsen af HTX, som starter for første gang på gymnasiet i august dette år. At det er lykkedes at få en HTX-klasse etableret skyldes et forbilledligt samarbejde med Tech College Aalborg. Med denne nyskabelse tilgodeser vi et stort uddannelsesbehov i sydøsthimmerland,” udtaler rektor.

Rektor udtalte i forbindelse med rejsegildet:

”Mange af vores bygningsinvesteringer har sigtet imod bedre og større undervisningslokaler til gruppe- og projektarbejde, som er blevet mere fremtrædende undervisningsformer de seneste år.
Også de relativt store klasser har krævet udvidelse af undervisningslokaler, hvor det var muligt.
Endelig er det min overbevisning, at de æstetiske løft, som de forskellige bygningsforbedringer har medført, indvirker på personale og elevers arbejdsglæde og trivsel på Mariagerfjord Gymnasium.”

Skolen fødselsdag er præcist d. 14. august, som i år falder på en søndag. Derfor har ledelsen valgt at give eleverne en lille jubilæumsoverraskelse på første skoledag, mandag d. 15. august.

Den officielle åbning af jubilæumsåret er en reception for skolens samarbejdspartnere, elevråd og lærere
fredag d. 19. august, hvor skolen har inviteret 400 gæster.
Receptionen bliver ikke blot en markering af skolens historie, men får i høj grad også et fremadrettet fokus, som skærpes af alle de nye og tidssvarende rammer for moderne undervisning, som renoveringer og tilbygning tilbyder.
Rektors jubilæumsgaveønske i forbindelse med receptionen er kunst til skolens nye tilbygning og science-afdeling - helt konkret malerier af de lokale billedkunstnere, Anita Houvenaeghel og Mogens Nielsen.

Faktisk var der forpremiere på jubilæumsåret allerede fredag d. 11. marts, hvor skolen indbød tre gamle studenter med politisk profil. Det var Tina Nedergaard, Jakob Axel Nielsen og H. C. Maarup, der stillede op ved et fællesarrangement i Salen til en livlig, men venskabelig politisk passiar over temaet, hvad det at være student fra Hobro gymnasium kunne føre til.

I det kommende efterår fejres jubilæet med flere andre arrangementer.

Onsdag d.14 september er der koncert for skolens 1.-klasser og Musikhold med fusionsbandet Zoom.

En særlig markant begivenhed er den store jubilæumsfest lørdag d. 17. september kl. 18, hvor alle gamle studenter og forhenværende og nuværende personale inviteres til en kæmpefest.
Tilmeldingen foregår over skolens jubilæumshjemmeside http://www.mf-gym.dk/jubi50 / og skolens 50-årige historie taget i betragtning forventes der stort rykind.
Billetsalget på hjemmesiden er åbent frem til 15. august.

Fredag d. 26. august afholder Mariagerfjord Gymnasium en stor idrætsturnering for elever med deltagelse af flere gymnasier i disciplinerne fodbold, volleyball, ultimate, dans og løb.

For skolens nuværende elever bliver den største jubilæumsbegivenhed en særlig aktivitetsdag, der foregår torsdag d.8 september.
Her bliver der bl.a. workshops i billedkunst, kor, forfattervirksomhed, dans, fodbold og matematisk kalkuleret spil.
Skolen har i anledning af 50-årsjubilæet inviteret nogle af de gamle studenter til at medvirke – bl.a. skal Ebbe Sand instruere i fodbold, forfatteren Mette Finderup i kreativ skrivning, Torben Ribe i billedkunst og Anne Meyer i gospelkor.

Onsdag d. 21. september holder den verdensberømte glaciolog Dorthe Dahl-Jensen foredrag for skolens naturvidenskabelige elever. Hun er leder af Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet og er student fra vores gymnasium.

”50 år er jo ingen alder – derfor har vi valgt slogan’et ’Fifty, fit and fabulous’ som overskrift for festivitas’en,” udtaler rektor Jette Engelbreth. ”Vi startede som kommunens gymnasium, og med strukturreform og selveje er vi nu vendt tilbage som hele kommunens gymnasium. Vi glæder os over samarbejdet og vore mange relationer indenfor uddannelse, kultur og erhvervsliv – og vi glæder til de næste 5o år, for vi er jo kun 50 år ung.”
 


2011-05-02
Grænseoverskridende konference på Mariagerfjord Gymnasium


Tirsdag aften, d. 3. maj, ankommer ca. 50 lærere og elever til Mariagerfjord Gymnasium.
De kommer fra Italien, Tyskland, Frankrig og Slovakiet for at deltage i den sidste konference i et 2-årigt EU-støttet Comenius-samarbejde om temaet ”Unity in Diversity”. 
Bag titlen ligger idéen om, at vi på trods af store europæiske kulturforskelle kan skabe et grænseoverskridende fællesskab.

 Deltagerne ved samarbejdsprojektets anden konference, der foregik i Verona i maj 2010

De deltagende gymnasier er:
Berufskolleg St. Michael, Ahlen, Tyskland, Bischöfliches Gymnasium Josephinum, Hildesheim, Tyskland, Istituto Tecnico Luigi Einaudi, Verona, Italien, Lycée Chanzy, Charleville-Mézières, Frankrig, Mariagerfjord Gymnasium, Danmark, og Spojena Skola Svatich Kosickych Mucenikov, Košice, Slovakiet.

De 6 skolers møde i Hobro er det fjerde og sidste i samarbejdsprojektet.
Den første konference foregik i efteråret 2009 i Charleville-Mézières, den anden i Verona i foråret 2010, den tredje i Hildesheim i efteråret 2010 og endelig slutkonferencen i Hobro.

Lærerne benytter denne sidste konference til at vurdere projektforløbet og udvikle nye europæiske samarbejdsaktiviteter.

I lærergruppen er der ekstraordinært mange rektorer, idet skolelederne fra Ahlen, Verona, Charleville-Mézières og Košice gæster rektor Jette Engelbreth.
Jette Engelbreth fortæller, at rektorerne vil benytte lejligheden til at udbygge samarbejdet mellem de deltagende skoler.
”Det glæder mig meget i dette jubilæumsår at kunne huse denne festlige afslutning på endnu et fremragende europæisk samarbejdsprojekt,” udtaler rektor.

Selve konferencen starter onsdag morgen, hvor de udenlandske elever sammen med deres danske værter arbejder i workshop om temaet immigration og integration.
Senere på dagen arbejdes der med billedkunst og musik – afsluttet med en svedig omgang Zumba.
Torsdag er der fælles morgensamling med dramaindslag fra Tyskland og Frankrig samt diverse musikindslag fra bl.a. 1.b, som har komponeret et sangnummer over temaet ”Unity in Diversity”.
Torsdag eftermiddag fortsættes med udflugt med Svanen afsluttet med Bowl’n’Fun.

”Elevernes samarbejde på tværs af grænserne giver ikke blot konkret viden om kulturforskelle og Europas samarbejdsmuligheder i fremtiden.
Lige så vigtigt med projektet ”Unity in Diversity” har det været, at arbejdsfællesskabet og samværet mellem elever af vidt forskellige nationaliteter giver dem en personlig oplevelse af, at unge i Europa trods umiddelbare forskelle egentlig har mere til fælles, end man lige troede,” udtaler international koordinator, Inge Sams Knudsen.

I konferenceugen er der en udstilling på biblioteket om de 5 lande, der deltager og i skolens fællesområde plancher om de tidligere konferencer.



vh Henrik Damsgaard


2011-04-10
Innovation på Mariagerfjord Gymnasium

Fra næste skoleår får Mariagerfjord Gymnasium et nyt studieretningsforløb med faget innovation.
Det tilbydes i den nye htx-studieretning, som Mariagerfjord gymnasium opretter i samarbejde med Tech College i Aalborg.
Faget er dog ikke ukendt på skolen, idet nuværende 3.x i to år har arbejdet med innovation sammen med lektor Per Vilsbøll i et regionsstøttet projekt.
 

”Tunnelen på Hobro banegård er grå, kedelig, klam, ulækker og intetsigende,” skriver en innovationsgruppe fra 3.x på Mariagerfjord Gymnasium i deres rapport om Hobro Banegård.

Innovation er for opfindertyper
Stx-klassen startede sidste år med innovation i samarbejde med Frederikshavn Gymnasium og Katedralskolen i Aalborg.
I 2.g handlede det om fagets grundprincipper og metoder – og ikke mindst, hvordan man udvikler nye idéer om fornyelse og forbedring af eksisterende produkter.
”Faget appellerer som udgangspunkt til opfindertypen.
Eleverne bliver fra starten mindet om, at de i virkeligheden rummer potentialer til at stille de overraskende spørgsmål til erhvervs- og samfundsudviklingen – og ikke mindst at komme med de konkrete løsningsforslag,” fortæller Per Vilsbøll.

Erhvervs- og samfundsfokus
Det bredere erhvervs- og samfundsfokus blev for alvor udfoldet i 3.g, hvor innovationsprojektet var oplevelsesøkonomi og turisme i Mariagerfjord Kommune.
Bl.a. har én gruppe arbejdet med Hobro havnefronts udviklingsmuligheder – og en anden gruppe har udformet fremtidsscenarier for Mariager Museum.
En tredje gruppe har set på Hobro Banegårds æstetiske udformning ud fra det synspunkt, at det er her, den tilrejsende får sit første indtryk af Mariagerfjord Kommune - skal tunellen ligne en Østtysk Banegård i 70-erne eller være en spændende indslusning til en spændende egn?

Visioner
Banegårdsgruppen skriver bl.a. i deres rapport:
”Vi ønsker at renovere tunnelen på Hobro Banegård, så den bliver hyggelig og imødekommende. Den skal samtidig præsentere Mariagerfjords aktiviteter og attraktioner.
Vi anbefaler at rive de gamle fliser ned og dermed få lagt ny gulvbelægning, som bliver pænere.
Vi foreslår desuden at male væggene med motiver, der forestiller eksempelvis Fyrkat med fjorden i baggrunden, så turisterne bliver præsenteret for attraktioner i Mariagerfjord Kommune.
Vi synes det vil være optimalt, hvis det er lokale kunstnere, der maler væggene. Derudover vil vi gerne have plads til plakater, der reklamerer for kommunens tilbud og aktuelle oplevelsesmuligheder.
Vores mål er, at de besøgende bliver præsenteret for noget af det unikke ved Mariagerfjord Kommune og at de derved får lyst til at opleve det, de ser.
Interessen for Mariagerfjord Kommune skal vækkes ved at gå igennem tunnelen.

Resultater
Hvis vores idéer blev realiseret, ville det bidrage til at øge interessen for Fjordområdet og dermed bidrage til turismens udvikling.
Det kan medføre økonomiske gevinster for hele kommunen.”

Mere iværksættermentalitet i gymnasiet
Lektor Per Vilsbøll understreger, at innovationsfaget foruden opfindersiden og den samfundsforandrende, kreative tænkning også har til hensigt at udvikle elevernes selvbevidsthed i retning af at få mod på at blive iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende.
Han håber, at denne indstilling både vil vinde fodfæste i den nye htx-studieretning og i stx og hf.
”For det skal både være seriøst og sjovt at tage en ungdomsuddannelse,” slutter Per Vilsbøll.
 


2011-03-22
Rejsegilde på Mariagerfjord Gymnasium

Eleverne på Mariagerfjord Gymnasium kan glæde sig til et stort, nyt Fællesområde.
(Foto: Henrik Damsgaard)

Fredag d. 1. april kl.12. holder Mariagerfjord Gymnasium rejsegilde på et 325 etagemeter stort undervisningsområde, der nu forbinder skolens hovedbygning med den såkaldte vestblok.

Arealet består af 2 etager med 2 fællesområder og 2 undervisningslokaler.
Fællesområderne skal indrettes, så de kan bruges til gruppe- og projektarbejde, mens undervisningslokalerne udstyres, så de både kan bruges til almindelig undervisning og til den ’udstyrs-lette’ del af scienceundervisningen. Tilbygningen kan tages i brug fra starten af næste skoleår.

Arkitekten er Bo Graugaard og det lokale arkitektfirma Fjorden.
Byggeopgaverne løses hovedsageligt af lokale håndværksvirksomheder.

Rejsegildet sætter punktum for et toårigt udvidelsesprojekt, der startede i hovedbygningens underetage med etablering to helt nye undervisningslokaler og kontorer og konferencerum til læsevejledning og skolepsykolog.
Endvidere blev der i stueplan indrettet et gruppearbejdsrum og et ekstra stort klasselokale.
Et musiklokale er blevet renoveret og billedkunstlokalet udformet, så det også kan bruges til andre undervisningsformål.
Dertil lægges hen over sommeren en total renovering af fysik- og kemilokalerne.

”Jeg synes, at vi har fået rigtig meget for pengene,” udtaler driftsleder Jan Larsson, ”- både ved de mange større og mindre renoveringer, ombygninger og den nye tilbygning.”

Rektor Jette Engelbreth oplyser, at de seneste to års store udvidelse af undervisningsarealerne bl.a. skal ses som en konsekvens af gymnasiets stigende elevantal – fra 550 til 650 elever over to år – en tendens, som ser ud til at fortsætte også i næste skoleår.

”Mange af vores bygningsinvesteringer har sigtet imod bedre og større undervisningslokaler til gruppe- og projektarbejde, som er blevet mere fremtrædende undervisningsformer de seneste år.
Også de relativt store klasser har krævet udvidelse af undervisningslokaler, hvor det var muligt.
Endelig er det min overbevisning, at de æstetiske forbedringer, som de forskellige bygningsforbedringer har medført, indvirker på personale og elevers arbejdsglæde og trivsel på Mariagerfjord Gymnasium,” tilføjer Jette Engelbreth.


2011-02-25
1100 elever og forældre fester på Mariagerfjord Gymnasium

Der er skolefest på Mariagerfjord Gymnasium på lørdag d. 5. marts.

Ca. 1100 deltagere er tilmeldt. Særligt i afgangsklasserne er det ikke ualmindeligt, at både forældre, større søskende og evt. kærester kommer til uddannelsesforløbets sidste store bal.

Der startes med spisning rundt i klasserne – for afgangsklassernes vedkommende kl. 18.00 og for øvrige klasser kl. 18.30.

Et af festens højdepunkter er afgangsklassernes åbning af lancieren kl. 20.
Rektor Jette Engelbreth fører traditionen tro an i lancier’en – i år sammen med Esben Holst Harboe fra 3.c.

Afgangseleverne overlader intet til tilfældighederne, når det gælder deres lanciers-optræden.
Dansegallaen er forberedt gennem måneder, og klasserne har gennem flere svedige idrætstimer gennemarbejdet de vanskelige kvadrille-ture.

Når afgangsklasserne har præsenteret deres lanciers-talenter, kan alle andre festdeltagere prøve kræfter med den flotte og krævende dans.

Efter lancier’en spiller Tennessee Plates op med nyere danserytmer.
Det foregår i Festsalen, hvor bandet spiller resten af aftenen.
Tennessee Plates har spillet ved 3 tidligere skolefester, hvor de har bevist, at de kan holde godt gang i dansegulvet med en sej Rock & Country-sound.

Skolens fællesområder er resten af aftenen et myldrende forum, hvor der snakkes og hygges, og hvor man ses og bliver set.

Foruden de obligatoriske barer, der er fordelt på strategiske steder overalt på skolen, byder to klasser ind til caféhygge.
1.a har udviklet et cafékoncept, som de har valgt at kalde ”Morfars garage og mormors stue”, mens 1.c. opretter en ”Botanisk Café”.

Der er rift om de to licenser til elevcafé, som uddeles efter idékonkurrence.
Her er Ida Marie Friis-Jeppesen og Morten Hjortshøj Schrum ved sidste års skolefest ude at reklamere for 1.ab’s ”Pariser Café” (foto: Henrik Damsgaard)

 


2011-02-23
Tre kendte politikere mødes på deres gamle skole

Fredag d. 11. marts kl. 13-14 er der fællestime på Mariagerfjord Gymnasium med tre gamle elever, der på forskellig vis har gjort karriere inden for politik.

Det drejer sig om undervisningsminister Tina Nedergaard, tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og vores egen borgmester, H. C. Maarup.

De vil komme og fortælle om deres liv i politik og om deres tid på gymnasiet.
Der bliver således ikke tale om et politisk debatmøde i traditionel forstand.

”Vi håber, at vi kan få etableret en form for uhøjtidelig ping-pong-situation, hvor politikerpanelet kan supplere hinanden med fortællinger om oplevelser fra gymnasietiden og eventuelt komme med gode råd til de af de nuværende elever, som går rundt med en politiker i maven,” udtaler lektor Ove Haarup, som er med i skolens jubilæumsgruppe.

Fællestimen er det første af en række planlagte arrangementer i anledning af skolens 50 års jubilæum, der kulminerer lørdag d. 17. september med en stor fest for alle gamle og nuværende elever og personale.

”Vi har kontakt til andre gamle elever, der har gjort sig bemærket inden for kunst, musik, naturvidenskab og sport, og der er lagt planer for en række arrangementer med dem i de kommende måneder,” fortæller Ove Haarup.
 


20110211
Universitetet ruller sig ud på Mariagerfjord Gymnasium

Tirsdag d. 1. marts overtager et ungt team af universitetsstuderende fra Aarhus Universitet undervisningen på Mariagerfjord Gymnasium.

Skolens lærere trækker sig planmæssigt tilbage og samles til en pædagogisk dag, mens Det rullende Universitet tager over i alle klasser hele dagen.
Og de bringer spændende nyt og anderledes undervisning.

Af højaktuelle emner for dagen kan nævnes:

’Personlig branding på Facebook’, ’Paradise Hotel* - Lige på grænsen’, ’Til kamp mod kræft med anitistoffer’ og ’Humor på dansk’.
Henrik Damsgaard
Mariagerfjord Gymnasium


2011-01-29
Fjordområdets folkeskolelærere og gymnasielærere vil lette overgangen til gymnasiet


Det kan være en stærk udfordring for afgangselever fra folkeskolen at gå i gang med en gymnasial uddannelse
- et spring i skolekultur, arbejdsvaner og faglige emner og niveauer.
De fleste klarer forandringerne fint, men nogle støder ind i startproblemer, som folkeskolelærerne søger at forebygge i udskolingsfasen, og som gymnasielærerne bearbejder i introduktionsforløbet i hf, stx eller htx.

Sådanne bestræbelser styrkes ved dialog mellem de to skoleformer.

Derfor har rektor Jette Engelbreth, (billedet) Mariagerfjord Gymnasium, inviteret folkeskolelærere fra Fjordområdet og gymnasiets lærere i fagene dansk, engelsk, matematik, fysik, samfundsfag, historie, tysk og fransk samt studievejledere og skoleledere til et pædagogisk arrangement onsdag d. 9. februar kl. 11.30 til 15.00.

”Overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse er vigtig for de unges videre færd i uddannelsessystemet, og vi mener, at et øget samarbejde mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne kan være med til at lette denne overgang. Vi vil gerne fortsætte med at afsøge mulighederne for et fremtidigt samarbejde mellem folkeskolerne i Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Gymnasium ….” skriver rektor i indbydelsen til alle kommunens folkeskoler.

Arrangementet starter med en fællesdel, der handler om det moderne gymnasium; om profiler og forventninger til et gymnasium som Mariagerfjord Gymnasium.

Herefter følger en faggruppedel, hvor faglærerne kan udveksle erfaringer om udskoling og indskoling i netop deres fag:
Hvad forventer egentlig folkeskolelærerne og gymnasiets lærere af hinanden, og hvilke konkrete forudsætninger har de nye elever med i bagagen?
I den forbindelse udtrykker rektor Jette Engelbreth håb om, at faggruppemøderne kan give anledning til flere samarbejdsprojekter i form af gensidige besøg i undervisningslokalerne og flere fælles pædagogiske arrangementer.

Studievejeledere og skoleledere holder lignende faggruppemøder, hvor det også handler om at skabe øget sammenhæng mellem den rådgivning, eleverne får på de to skoleniveauer – og hvad angår lederne: Hvordan kommunens skoler generelt kan udvikle samarbejdet.

Jette Engelbreth oplyser, at der allerede nu viser sig stor interesse for initiativet fra folkeskolernes side.
Mange er tilmeldte – også ungdomsuddannelsesvejledere - så rektor ser frem til en givende eftermiddag.
 


18-01-2011
150 elever opsætter Beatles-musical på Mariagerfjord Gymnasium

På tirsdag d. 25 januar er der premiere på Mariagerfjord Gymnasiums årlige musical.
I år har elevtruppen valgt beatlesmusicalen Across the Universe, der præsenterer 20 af de bedste beatlessange spundet ind i historien om arbejderdrengen Jude fra Liverpool, som rejser til USA for at finde sin far.
Her møder han overklassefyren og ungdomsoprøreren Max, og de ender i et hippiemiljø i New York. Her forelsker Jude sig i Max’ søster Lucy - et forhold, der er skrøbeligt i et miljø af hippier, vietnamdemonstranter og syretrippere. Max bliver indkaldt til militæret, ender i Vietnam og kommer hjem med sår på sjælen. Som alle romantiske historier ender alt godt - i hvert fald forholdet mellem Jude og Lucy og venskabet mellem Jude og Max.
 

 Nicoline Green-Andersen og Mathias Græsholm som Lucie og Paco i et dramatisk opgør.

(foto: Henrik Damsgaard)


Musicalens big band er godt besat med blæsere, og koret er stort – 25 sangere.

Emilie Rasmussen er musicalholdets utrættelige koordinator


”Across the Universe” er oprindeligt en filmmusical fra 2007 instrueret af Julie Taymor. Handlingen er inspireret af musicalen ”Hair”.

Skolens elever har selv båret planlægningen og prøverne et langt stykke.
Tovholderne for projektet har således været Emilie Rasmussen fra 2.ab og Cecilie Gerberg fra 3.ab, der står for iscenesættelse, Mai Seiberg, 2.ab, for scenografien og Søren Ulsig fra 3.ab for det musikalske.

En ganske stor elevgruppe i øvrigt har haft ansvar for planlægningen og prøverne, mens lærerne Anders Ørberg og Ole Bent Larsen i perioder har været ind over som coaches – ikke mindst i starten, da materialet skulle arrangeres og skæres til, og i slutfasen, hvor de løse ender skulle bindes sammen.
Koordinator og instruktør, Emilie Rasmussen fra 2.ab, indrømmer, at det har været et slid at stå i spidsen for 150 medvirkende i musicalen.
Fx var bandet og koret i gang hele fredag, og resten af holdet var på lørdag og søndag fra morgen til aften.
”Men det er det hele værd: Når så mange hf.- og gymnasieelever på tværs af alle klasser i en periode fra august til januar arbejder intenst sammen, er det noget der styrker fællesskabsfølelsen – ikke kun i musicalholdet, men på hele skolen. Al den energi og entusiasme, vi fx oplevede under sidste weekends musik, sang og sceneprøver styrker virkelig fællesskabet, og man kommer tættere på mennesker, man ellers ikke ville komme i kontakt med på andre måder. Venskabet bliver helt enestående, når man sammen er med til at opbygge noget, der er så stort.
Samtidig er vi beærede over, at skolens lærere og ledelse udviser tillid til os som elever og er parat til at give os så meget ansvar. Det øger arbejdslysten, at man føler, at det virkelig er vores projekt.
Men selvfølgelig kunne vi ikke have undværet lærernes erfaring og hjælp undervejs,” siger Emilie.

Foruden næste uges fire offentlige aftenforestillinger, tirsdag, onsdag torsdag og fredag kl.19 har gymnasiet inviteret til skoleforestilling for egnens folke- og efterskoler fra 8.- 9. og 10. klasser torsdag over middag d. 27/1. Her har skolerne allerede booket sig ind på mange af Samlingssalens 400 stole.

Emilie er glad for, at der bliver så mange opførelser: ”Hele processen op til forestillingerne er en lige så stor oplevelse, som jeg ved det bliver at fremføre dem. De mange timer og weekender vi bruger, er det hele værd, når man ved, hvor fantastisk det bliver til sidst at stå 5 gange på scenen og fyre den af!”

Alle 4 aftenforestillinger er offentlige, og man kan sikre sig billetter på tlf. 98 52 08 55 mellem kl. 8 og 14.30 på hverdage eller mf@mf-gym.dk

Pressen er meget velkommen til at overvære en af forestillingerne eller en prøve. For yderligere oplysning: Emilie Rasmussen 98 57 49 27 eller 22 28 99 27
vh Henrik Damsgaard
 


2011-01-18
Spanske Rocio er EU-undervisningsassistent på Mariagerfjord Gymnasium

Mariagerfjord Gymnasium har siden 1. oktober haft en EU- uddannelsesassistent, den 24-årige Rocio Muñiz Muñoz.


Billedtekst: Rocio Muñiz Muñoz (nr. 2 fra højre)) giver 3.k en lektion på ægte spansk

Rocio har en universitetsuddannelse i sundhed og ernæring, der giver adgang til at undervise i de spanske gymnasier. Desuden følger hun i øjeblikket som fjernundervisningselev en merituddannelse, som skal kvalificere hende til også at undervise i folkeskolen i Spanien. Arbejdsløsheden er høj i Spanien, og der skal gode og brede kvalifikationer til.

Rocio har siden sin ankomst til Hobro arbejdet med "shadowteaching", dvs overværet diverse læreres undervisning i forskellige fag.
Desuden har hun deltaget i spanskklasser som en slags sprogassistent. Endvidere har hun i enkelte timer deltaget i biologiundervisningen, når der har været sundhed og ernæring på programmet.
At være EU-assistent i et skandinavisk land er et kulturmøde, og for Rocio har det måske også nogle gange været et kulturchok at træde ind i den danske hverdag og undervisningsverden, når man kommer fra en millionby med liv i gaderne til et Hobro med stille gader efter kl. 17.30, men det er også noget, der giver livserfaring.

Også sproget er en udfordring: en ting er at lære engelsk i spanske skoler, en anden at skulle begå sig primært på dette sprog i et fremmed land, hvor meget få mennesker taler spansk.

EU-assistentfunktionen er endnu ikke så kendt, og i flere lande får de unge, der søger et EU-uddannelsesassistentophold ikke den store forståelse hos deres nationale myndigheder for, at de vil bruge op til et år af deres ungdom på at stifte bekendtskab med andre landes undervisningssystemer og, ikke mindst, kulturer og sprog.

I øjeblikket findes der i Danmark ca. 50 EU-undervisningsassistenter, fordelt på mange nationaliteter. Den unge skal opholde sig i et værtsland i mindst 14 uger og kan søge om ophold i op til et år.
Typisk er EU-assistenter unge, som netop har afsluttet en uddannelse i deres hjemland og som gerne vil snuse til udlandet og evt. forbedre deres sprogkundskaber. De tilknyttes en skole, det være sig folkeskole, en af ungdomsuddannelserne eller en efterskole, som for de fleste udlændinge er noget helt specielt. Matchningen foregår mellem de respektive landes nationale EU-kontorer, i Danmark Styrelsen for Internationale Uddannelser.
I Rocios tilfælde blev det altså et match med en gymnasieskole i den lille by Hobro ved Mariager fjord.

Mvh

Wivian Borg ,

mentor for Rocio og medlem af Mariagerfjord Gymnasiums internationaliseringsudvalg

PS: Rocios ophold på MF varer til vinterferien

Angående EU assistenter se

http://www.iu.dk/programmer-og-tilskud/europa/livslang-laering/comenius/assistentordningen/ansoegningsskema


2011-01-17
Orienteringsmøde på Mariagerfjord Gymnasium præsenterer nu også nyt htx-tilbud

På lørdag kl.10.30 er der orienteringsmøde på Mariagerfjord Gymnasium. Mødet henvender sig til afgangseleverne fra folke- og efterskoler og andre interesserede unge - og forældre.

Sidste års orienteringsmøde var særdeles velbesøgt, og ’Det store Fagmarked’ i skolens Grønnegård var forum for mange interesseredes spørgsmål og grundige svar.

Fra næste skoleår kan skolen foruden 2-årigt hf og stx tilbyde Fjordområdet teknisk gymnasium, htx.
Htx har længe manglet blandt de gymnasiale uddannelser i nærområdet.

Rektor Jette Engelbreth, glæder sig til sammen med skolens lærere og et antal elever at præsentere htx ved siden af stx og 2-årigt hf:

”Med htx på Mariagerfjord Gymnasium udfylder vi et hul i Sydøsthimmerlands gymnasiale uddannelses-muligheder. Vi tilbyder to htx-studieretninger.
Den ene er med studieretningsfagene matematik, fysik og idéhistorie stærkt teknisk orienteret og den anden med teknologi, design og innovation en udpræget kreativ studieretning.”

Rektor påpeger, at et to-spors htx vil optimere valgfagsmulighederne for alle skolens elever:
”Med hf, stx og htx under samme tag vil viften af valgfag blive meget bred i alle skolens tre gymnasiale uddannelser.”

Som endnu en nyhed har Mariagerfjord Gymnasium i samarbejde med VUC-Nordjylland og Mariagerfjord Kommune oprettet et 3-årigt hf, der specielt henvender sig til normaltbegavede unge med autismespektrum-forstyrrelser, ADHD og tilgrænsende vanskeligheder.
Selv om 3-årigt hf har en afgrænset målgruppe, kan man også få grundig information om dette nye uddannelsestilbud ved lørdagens orienteringsmøde.

Rektor opfatter tilvæksten af htx og 3-årigt hf på skolen som et friskt pust af nye undervisningsformer og nye elevtyper.

På stx tilbyder Mariagerfjord Gymnasium 7 studieretninger: To er naturvidenskabelige, to samfundsfaglige, to sproglige og en studieretning er musisk.
En samfundsfaglig studieretning og den musiske studieretning bliver USA-klasser, mens en sproglig studieretning bliver Europaklasse. Disse internationale klasser bliver præget af rejseaktivitet i USA eller Europa og faglig kommunikation med partnerskoler i Europa eller USA.

Jette Engelbreth fremhæver nogle hovedtendenser i næste skoleårs studieretningstilbud i stx:

”De to Internationale USA-retninger bliver efter aftale med vores samarbejdspartnere i Ashville, North Carolina, tonet hen imod de musisk-kreative fag, musik og idræt. Og det tror jeg er en god idé. Erfaringsmæssigt er den engelsk-amerikanske musik- og kropskultur en vital fællesreference i kulturmødet mellem elever fra Mariagerfjord Gymnasium og elever fra Ashville. Også Europaklassen, der sandsynligvis får både et tysk og et spansk A-niveauhold, vil pleje faglige kontakter med deres respektive sprogområder – både via Nettet og ved rejser i Europa.”
Jette Engelbreth tilføjer, at skolens ønske om mere praksisorienteret undervisning kommer til udtryk i begge science-retninger, hvor en del undervisning udfoldes i lokale, teknisk innovative virksomheder eller laboratorier på andre uddannelsesinstitutioner.
”Gennem praktik og ud-af-huset-projekter vil science- og teknik-interesserede elever opleve naturvidenskab som noget virkelighedsnært, og det kan måske inspirere til en videre naturvidenskabelig karriere.”

Skolens 2-årige hf-uddannelse har haft pæn fremgang. Således er der i det nuværende 1.hf hele 3 klasser.
Tilbuddet om et valg mellem to faglige toninger har tilsyneladende slået an. Derfor kan også de kommende hf’ere vælge imellem en klasse, hvor der i flere fag og projekter tones mod idræt – og en klasse, hvor toningen fokuserer på psykologi.

”Vi har gennem de seneste år udviklet en anvendelsesorienteret undervisning i hf. Målet er, at de teoretiske og lidt abstrakte sider af stoffet bliver lettere begribeligt.
Samtidig har vi forbedret kursisternes forberedelsesstandard ved at lægge 3-6 timers ugentlig lektielæsning med lærervejledning ind i skemaet.
På den måde kan hf’erne få de fleste lektier fra hånden, inden de går hjem fra skole,” forklarer rektor Jette Engelbreth.

”Det udvidede tilbud af uddannelser og de varierede studieretninger og toninger kræver mange kvalificerede valg inden tilmeldingen i midten af marts, så alene af den grund vil orienteringsmødet d. 22. januar sikkert motivere mange kommende elever til at søge grundig besked om mulighederne; så vi glæder os til at tale med rigtig mange nye, unge mennesker og deres forældre ved orienteringsmødet,” slutter Jette Engelbreth.

Rektor åbner orienteringsmødet med fælles velkomst i skolens kantineområde. Her vil hun også præsentere skolens undervisningsmiljø.
En elevrådsrepræsentant fortæller om dagliglivet på Mariagerfjord Gymnasium – ikke mindst de sociale sider af skolehverdagen.
Der bliver også et musikalsk indslag fra den Beatles Musical, som en elevtrup for øjeblikket forbereder til 5 forestillinger i uge 4.

Derefter åbner ’Det store Fagmarked’ i skolens fællesområde.
Her er der boder bemandet med faglærere og elever, parate til en personlig snak om de nye undervisningstilbud i stx, htx og 2-årigt hf.
Der vil samtidig være mulighed for at stikke hovedet indenfor i skolens samlingssal og opleve lidt af musicaltruppens åbne prøve.

Studievejlederne har deres egen bod til særligt ’tekniske’ spørgsmål, og Elevforeningen Parentesen tilbyder kaffe, te og rundstykker, mens der cirkuleres rundt mellem de mange boder.

Pressen er meget velkommen til at overvære arrangementet.

 


20101118
TALENTER PÅ MARIAGERFJORD GYMNASIUM
I denne uge har Mariagerfjord Gymnasium inviteret 36 talenter fra kommunens folkeskoler til projektet ”Talent Mariagerfjord”.
Gymnasiet både sproglige og naturvidenskabelige talenter, idet de 36 elever er fordelt i 2 klasser en sproglig- og en science-klasse.
I sprogklassen arbejder eleverne med nye sprog som spansk, italiensk og fransk. En gammel kending i form af tysk, men i en moderne udgave indgår også i samarbejdet.
I science-klassen skal eleverne med udgangspunkt i fagene fysik, biologi, kemi og matematik arbejde med emnet ”mobiltelefoni”.
Det er tredje gang, Mariagerfjord Gymnasium afholder Talent Mariagerfjord. Ideen med projektet er, at give engagerede og interesserede elever nogle faglige udfordringer og vise, hvad man kan bruge de sproglige- og naturvidenskabelig fag til i stx, fortæller uddannelsesleder Søren Urup

For yderligere oplysninger eller et besøg i talent-klasserne i løbet af ugen, kan man kontakte uddannelsesleder Søren Urup på tlf: 98520855

Vedhæftet foto: fra science-projektet
 


2010-11-02
Mariagerfjord Gymnasium og Teknisk Gymnasium i Aalborg tilbyder htx i Hobro


 (fra venstre): Vicedirektør Keld Skovsgaard, Tech College Aalborg, rektor Jette Engelbreth, Mariagerfjord Gymnasium og rektor Rikke Palmgren fra Aalborg Tekniske Gymnasium mødtes i mandags efter meddelelsen om htx-samarbejdets godkendelse.

Htx er praksisorienteret og præget af værksteds- og laboratorieaktiviteter (foto fra Teknisk Gymnasium Aalborg)


Mariagerfjord Gymnasium kan fra næste skoleår tilbyde Fjordområdets unge et længe savnet tilbud blandt de gymnasiale uddannelser i nærområdet, nemlig Teknisk Gymnasium – htx.
Det er første gang, der etableres htx på et dansk alment gymnasium. Det nye undervisningstilbud er opstået i et utraditionelt samarbejde mellem Tech College Aalborg, Mariagerfjord Gymnasium og Mariagerfjord Kommune.

Planerne for htx i Hobro har været undervejs i to år og fik for få dage siden grønt lys fra Undervisningsministeriet. I mandags blev der på et møde mellem samarbejdspartnerne givet håndslag på de nye undervisningstilbud.

Kommunen har fra starten udtrykt en umiddelbar interesse i også at få den teknisk orienterede, gymnasiale uddannelse, htx, til egnen, og da man samtidig var interesseret i at få Ungdomsskolen rykket ned til Hobro midtby, åbnede der sig nye muligheder: Tech College Hadsund flytter to erhvervsuddannelser til det forhenværende Amu-center på Kirketoften, som så samtidig kan rumme htx’ mere praktiske og tekniske værksteds- og laboratoriefaciliteter.

Rektor Jette Engelbreth, Mariagerfjord Gymnasium, er glad for, at kabalen kunne gå op, og at samarbejdspartnerne har fået opfyldt flere gode formål i ét greb.

”Med htx på Mariagerfjord Gymnasium udfylder vi et gabende hul i Sydøsthimmerlands gymnasiale uddannelsestilbud.
Herefter vil alle fire muligheder, stx, hf, htx og hhx, også være i nærheden i Fjordområdet,” forklarer Jette Engelbreth.
”Oprettelsen af htx på Mariagerfjord Gymnasium sker i et tæt og inspirerende samarbejde med Tech College Aalborg/Aalborg tekniske Gymnasium.
Jeg har indgået i en samarbejdsaftale med direktør Lars Mahler og vicedirektør Keld Skovsgaard, Tech College Aalborg og rektor Rikke Palmgren fra Aalborg Tekniske Gymnasium – bl.a. om værkstedsfaciliteter i det tidligere Amu-center, hvor også dele af Tech College Aalborg rykker ind med værksteds- og laboratorieaktiviteter. Der skal også samarbejdes om administration og lærerkræfter til teknikfag og værkstedsundervisning.”

Vi planlægger to htx-studieretninger på Mariagerfjord Gymnasium.
Den ene er med studieretningsfagene matematik, fysik og idéhistorie stærkt teknisk orienteret og den anden med teknologi, design og innovation er en udpræget kreativ studieretning.
Mariagerfjord Gymnasium har de seneste år haft faget innovation i huset i skikkelse af lektor Per Vilsbøll, som netop nu har 3.x i sving med et længere erhvervsrettet projekt om oplevelsesøkonomi, markedsføring og turisme i Fjordområdet,” fortæller Jette Engelbreth.

Mariagerfjord Gymnasiums moderne fysik- og kemilaboratorier vil i samarbejdet med Tech College Mriagerfjord matche nogle af htx-uddannelsens særlige behov for laboratorie- og værkstedsfaciliteter.
Dette tilgodeses også ved et fremtidigt samarbejde med Mariagerfjord Erhvervsråd – bl.a. om udvikling af laboratorieprojekter i egnens virksomheder.

Rektor Jette Engelbreth fremhæver, at htx-tilbuddet bl.a. sigter imod at hæve antallet af gymnasieuddannede unge på egnen og fremhæver, at Mariagerfjord Kommune ligger omkring gennemsnittet, når man betragter alle ungdomsuddannelser, men under gennemsnittet, når man alene ser på de gymnasiale uddannelser. Hun fæstner sig særligt ved, at særligt drenge er i undertal:
”Bredt set ved man, at htx-uddannelsens stærke islæt af værkstedsundervisning og teknologi appellerer til praksisorienterede piger og drenge, der ikke traditionelt har søgt gymnasiet.
Med kortere afstand til en htx-uddannelse, vil flere unge sikkert søge htx, og gymnasiefrekvensen kan derfor stige. Og det er i den forbindelse ikke uvæsentligt, at det nye htx-tilbud indbefatter et fagligt, kulturelt og socialt veletableret studie- og ungdomsmiljø.”

Skolen har ambitioner om at få to htx-klasser i gang i næste skoleår.
Rektor påpeger, at et tospors htx vil optimere valgfagsmulighederne og at med hf, stx og htx under samme tag vil viften af valgfag blive meget bred i skolens tre gymnasiale uddannelser.

Mariagerfjord Gymnasium opfatter tilvæksten af htx på skolen som endnu et friskt pust af nye undervisningsformer og nye elevtyper, som vil fordre efteruddannelse af de lærere, der er parat til at tage imod de nye htx-klasser i starten af august 2011.

”Vi glæder os til samarbejdet med Tech Aalborg, men også til at udvide samarbejdet med VUC og hhx for at øge og forbedre det samlede udbud af ungdomsuddannelser i kommunen,” slutter Jette Engelbreth.


20100819
Ny uddannelsesleder på Mariagerfjord Gymnasium


I dette skoleår har Mariagerfjord Gymnasium et rekordstort antal nye stx'ere og hf'ere.
Med 7 førsteklasser i stx og tre i 1.hf er det samlede elevtal steget fra 550 til 610.
Det kræver selvsagt flere lærere. Der er ansat 17 nye - heraf 4 fastansatte.
Én af disse er lektor Birgitte Martiny, der er tiltrådt stillingen som uddannelsesleder efter lektor Tove Møller, som nu er uddannelsesleder på Århus Studenterkursus.

Birgitte Martiny kommer fra en lektorstilling i dansk og tysk på Skive Gymnasium og HF, hvor hun har været ansat siden hun i 1992 blev cand. mag fra Århus Universitet.

Hun har gennem hele sin karriere været engageret i skoleudvikling – ikke mindst under forberedelserne til- og gennemførelsen af gymnasiereformen.
Bl.a. var hun tovholder for udviklingen af det introducerende kursus i almen sprogforståelse på Skive Gymnasium. Desuden er hun i gang med en Master i didaktik ved Syddansk Universitet.

Som uddannelsesleder er Birgitte Martiny medlem af ledelsesgruppen.
Blandt mange ledelsesopgaver skal hun forestå udviklingen af læsescreening og læsevejledning på Mariagerfjord Gymnasium, arbejde med almen sprogforståelse og almen studieforberedelse og være i stadig dialog med 8 klassers lærerteams.

”Men jeg har heldigvis også undervisning – én danskklasse og to klasser i almen sprogforståelse,” forklarer Birgitte Martiny på vej ud af døren til et møde på Taleinstituttet i Aalborg.
”Det er vigtigt at bevare kontakten til den undervisning, som det hele drejer sig om.
Men når jeg har søgt jobbet som uddannelsesleder i Hobro er det selvfølgelig af lyst til at arbejde ledelsesmæssigt med den langsigtede udvikling af skolen.”

”Reformerne er meget komplekse, og det er vigtigt, at ledelsen formår at organisere de store linjer, så lærerne ikke drukner i planlægning og administration,” understreger Birgitte Martiny.

Hun er den første uddannelsesleder på skolen, der er ansat udefra.

”Der er måske en fordel ved at være ’et ubeskrevet blad’ i forhold til lærerkredsen.
Det kan gøre det lettere at gå i dialog og diskussion på en fordomsfri måde.
Selv om jeg møder skolen med nye øjne, ser jeg flere ligheder end forskelle mellem Skive Gymnasium og Mariagerfjord Gymnasium.
Det er rart at arbejde her – og jeg er blevet rigtig godt modtaget af alle personalegrupper – og netop nu er der jo en god stemning i huset, fordi vi alle inspireres af, at vores skole er i vækst og udvikling,” siger Birgitte Martiny.

Foto og tekst Henrik Damsgaard
 


20100513
Første gymnasium med grønt flag

Når Mariagerfjord Gymnasiums rektor sammen med elever og lærere fra skolens miljøråd onsdag den 19. maj hejser Friluftsrådets grønne flag, er det landets første gymnasium, der prydes af det prestigefyldte klimasymbol.

Derfor fik Mariagerfjord Gymnasium det første grønne flag

Retten til at flage med grønt i 12 måneder er vundet, fordi Mariagerfjord Gymnasium gennem det seneste år har udmærket sig ved en række spændende, undervisningsprojekter om klima og bæredygtig udvikling.

Eigil Larsen fra Friluftrådet skriver således i det brev, som fulgte det grønne flag:

”Vi har hermed den glæde at kunne tildele jer Det Grønne Flag, hvilket I har ret til at flage med i 12 måneder, for jeres arbejde med temaerne ”Klima” og ”Energi” i Grønt Flag Grøn Skole programmet.

Mariagerfjord gymnasium har deltaget i et pilotprojekt om udvikling af Grønt Flag Grøn Skole i de gymnasiale uddannelser. Jeres rapport, som vi har modtaget og gennemset, dokumenterer, at I [på] Mariagerfjord Gymnasium har gennemført en lang række flotte og spændende undervisningsprojekter, der viser undervisning om miljøspørgsmål og bæredygtig udvikling kan gennemføres på et højt fagligt niveau. Bl.a. vil vi fremhæve, at eleverne også har formidlet deres arbejde ved et lokalt klimatopmøde i Hadsund og ved deltagelse i Øksnehallen. Desuden bemærker vi, at mange fag har været inddraget – samfundsfag, naturgeografi, biologi samt været organiseret i fx AT-forløb [projektarbejde indenfor det fællesfaglige fag, almen studieforberedelse].

Vi skal samtidig bemærke, at Mariagerfjord er det første danske gymnasium, der modtager det grønne flag bl.a. for at engagere ungdommen i spørgsmål om miljø og bæredygtighed.

Vi glæder os over jeres engagement og håber, at jeres miljømæssige og pædagogiske indsats må fortsætte i dagligdagen, således at skolen kan bibeholde Det Grønne Flag.”

Klimatopmøde og brint

Lektor Betina Nyborg Thomsen, der har været leder af Grønt Flag Skoleprogrammet, forklarer, at de tre klimaprojekter var et lokalt klimatopmøde, et 1.g-projekt om Brintteknologi og Brintsamfund og et 2.g-projekt om Menneske og Natur.

Det første projekt var deltagelse i ”Klimatopmøde på Mariagerfjord Gymnasium”, der blev afviklet i forbindelse med Mariagerfjord Kommunes klimauge i oktober 2009 - fulgt op ved et lokalt klimatopmøde i Hadsund og kulminerende med Danmarks Naturfredningsforenings arrangement ”Copenhagen Climate Exchange” i december 2009 i Øksnehallen i København.
Skolens bidrag var fællesfaglige - med fagene samfundsfag, naturgeografi og biologi og emnerne Vedvarende Energi, Transport og Energibesparelser og Natur, Friluftsliv og Kost.

I forbindelse med projektet arrangerede skolen i samarbejde med Mariagerfjord Kommune og Kulturelt Samråd et offentligt arrangementet i skolens samlingssal med Foredrag af meteorolog Jesper Theilgaard, DR, om "Klimaet under forandring" .

1.-g-projektet om Brintteknologi og Samfundet var i fagene fysik og samfundsfag.
Under projektet var der et tæt samarbejde med Cemtec (Center for Energiteknologi), Mariagerfjord Kommune og Gasmuseet i Hobro – bl.a. med tre foredrag om brintteknologi af henholdsvis direktøren for Cemtec, Lars Udby, Jørgen Basballe fra Mariagerfjord Kommune og museumsleder Hanne Thomsen fra Gasmuseet.

Alle 1.g-klasserne fik også lejlighed til at eksperimentere i Gasmuseets brintunivers.

2.g’ernes projekt om Menneske og Natur havde deltagelse af fagene kemi, naturgeografi, biologi, dansk, engelsk og historie. Emnet var klimaforandringer.

I forbindelse med projektugens studier så alle klasserne Al Gores klimadebatfilm, En ubekvem Sandhed.


Miljøråd og energibesparelser

Lærerne Kaj Nissen, Steen Bach og Betina Nyborg Thomsen føjer i deres rapport til Friluftsrådet til rækken af miljøinitiativer på Mariagerfjord Gymnasium, at skolen har oprettet et miljøråd og fået installeret klimavenlig varmeteknologi.

Miljørådet er sammensat af 3 elever og 2 lærere. På elevernes opfordring har man valgt at fokusere på energirigtig kørsel til og fra skole. Der arbejdes bl.a. med samkørsel og cykelkampagne.

Skolens ledelse og driftsleder Jan Larsson tog i 2009 initiativ til at få installeret et nyt kedelanlæg i varmesystemet.
Således blev husets energiforbrug nedsat med 15-20 % og -udledningen med15-20% - mængden af andre forurenende luftarter blev nedbragt med 70%)

Et skulderklap til gymnasiet

Det er altså ikke uden grund, at Mariagerfjord Gymnasiums onsdag den 19. maj kl 9.15 med nogen stolthed kan hejse Friluftsrådets grønne flag.

Rektor Jette Engelbreth glæder sig over Friluftrådets skulderklap og den miljø-profilering, som det grønne flag udgør.

”Vi synes selv, at vi har fået dynamik og sammenhæng i vores undervisning om miljøspørgsmål og bæredygtig udvikling – ikke mindst i kraft af, at de involverede lærere er gået helhjertet ind for sagen,” siger en tilfreds rektor.


Billedtekst:

(fra venstre): Amanda, No og Naja fra 1.ab leger sig til ny viden om brændselsceller og brintbiler.
(foto: Henrik Damsgaard)

For uddybende spørgsmål: Kontakt lektor Betina Nyborg Thomsen, tlf. 22 33 20 70 eller bn@mf-gym.dk

Pressen er meget velkommen til at overvære indvielsen af Det grønne Flag foran Mariagerfjord Gymnasium onsdag den 19. maj kl. 9.15.

vh Henrik Damsgaard
41 66 45 31
da@mf-gym.d

da@mf-gym.dk
 



20100501
Ida Marie og Nikolai fra Mariagerfjord Gymnasium er ”Naturtalenter”

foto: Tor Bagger Elmegaard,
Hvert år sender unge nordjyder deres naturvidenskabelige opgaver til Aalborg Universitet i håbet om at blive ”Nordjyllands Naturtalent”. Konkurrencen viser, at landsdelen er fyldt med unge talenter, og Ida Marie og Nikolai fra Mariagerfjord Gymnasium kan være særligt stolte.


De seneste dage har Nordjylland været præget af arrangementer og udstillinger med forskning og sjove eksperimenter, og som et af initiativerne under Forskningens Døgn er Nordjyllands Naturtalent 2010 også blevet kåret. Aalborg Universitet inviterer hvert år regionens gymnasieelever til at deltage i en konkurrence, der sætter fokus på hvor dygtige og idérige de unge nordjyder er, når det handler om at udforske det naturvidenskabelige felt.

- Selvom konkurrencen har kørt i nu fem år, kan vi fortsat blive forbløffede over, hvor højt niveauet i opgaverne er, og i år spænder emnerne meget vidt. De handler om alt fra kemisk forurening, kvantemekanik og Darwin til krudtets kemi og mandatfordelingsmetoder ved politiske valg. Det er meget glædeligt, for det er med til at vise, at naturvidenskab ikke blot er enkeltstående fag og pensumlister, men at disse dygtige elever har en stor forståelse for, hvilken betydning fagene har i vores virkelighed, og hvordan de med fordel kan kombineres, siger lektor Jeppe Lund Nielsen fra Aalborg Universitet.

Han er med i den dommerkomité, der har læst og bedømt flere end 50 indsendte studieretningsprojekter fra ca. 15 gymnasier i hele Nordjylland. En af tendenserne i år er stigningen i antallet af projekter, hvor gymnasieeleverne har haft kontakt med Aalborg Universitet i deres opgaveskrivning, for eksempel ved at låne laboratoriefaciliteter eller søge vejledning fra universitetsundervisere.


I kategorien ”Fysik” hentede Ida Marie M. Hindsholm en førstepræmie hjem til Mariagerfjord Gymnasium for opgaven ”Kvantemekanik med udgangspunkt i Schrödingerligningen”. Dommerne noterede sig blandt andet, at det svære stof er formidlet i et klart og let forståeligt sprog, og at hun har evnet at gøre stoffet til sit eget og dermed kunnet formulere det i sit eget præcise sprog uanset kildeteksten. Nikolai Hansen, som også går på

Mariagerfjord Gymnasium, fik en andenpræmie i kategorien ”Kemi” for ”Krudtets historie”. Opgaven handler om krudtets historie med eksperimentel undersøgelse af forskellen på forskellige typer krudt, hvor Nikolai viser en meget god forståelse for forbrændingsreaktioner og giver en grundig diskussion af, hvordan reaktionskinetik, overfladeareal og gasudvikling indvirker på krudtets egenskaber.


Det er femte gang konkurrencen afvikles, og efter at piger tre år i træk er havnet øverst på sejrsskamlen kan en dreng i år kalde sig ”Nordjyllands Naturtalent”. Dommerne mente, at Anders Kjergaard Madsen fra Hasseris Gymnasium ikke blot havde skrevet den bedste Matematik-opgave, men også den bedste opgave i det hele taget. I de fire kategorier Biologi, Fysik, Kemi og Matematik blev der fundet både vindere af førstepræmier på 2000 kroner og andenpræmien på 1000 kroner, og som overordnet vinder i ”Nordjyllands Naturtalent 2010” fik Anders Kjergaard Madsen en ekstra check oveni, så den samlede førstepræmie lød på 5000 kroner. Alle præmier blev sponsoreret af Det Obelske Familiefond, og vinderne kom fra Dronninglund Gymnasium, Nørresundby Gymnasium, Mariagerfjord Gymnasium, Støvring Gymnasium og Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus.



Yderligere oplysninger:

Lektor Jeppe Lund Nielsen, Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi, AAU, tlf. 99 40 85 06
Læs mere om ”Nordjyllands Naturtalent 2010” på http://www.naturtalent.aau.dk/
Generel pressekontakt: Tor Bagger Elmegaard, AAU, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45
Fotos af vinderne kan bruges frit (fotograf: Tor Bagger Elmegaard, AAU)
 


20100410
I dag overrakte arrangørerne overskuddet af af marts måneds Haiti Støttekoncert i Hobro - 23.768 kr - til Egon Nielsen, Røde Kors Hobro.


fra venstre fra Mariagerfjord Gymnasium rektor Jette Engelbreth, uddannelsesleder Søren Urup, elevrådsaformand Ida Marie Hindfsholm, elevrådets næstformand, Benjamin Clausen Crawford og elevrådets sekretær Therese Christensen.

 Her ses Kulturudvalgets Jens Lykke og yderst til venstre bestyrelsesmedlem for Røde Kors Horo, Egon Nielsen
 

20100404
Støttekoncerten sender overskud videre til Haiti

Den rystende jordskælvskatastrofe i starten af februar skabte stor medlidenhed med den i forvejen problemramte haitianske befolkning. Indsamlinger gik straks i gang – stærkt stimuleret af en intens mediedækning.
Også Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Kommune og Kulturskolen ønskede at bidrage med støtte til Haiti og sendte snart efter en opfordring ud til egnens aktive musikliv om at medvirke ved en støttekoncert.
Koncerten foregik på Mariagerfjord Gymnasium d. 11. marts med velkomst af Borgmester H.C. Maarup og rektor Jette Engelbreth.

Koncerten blev hele Fjordområdets musikaften.
Der var musikere, sangere og publikum fra alle hjørner af kommunen – nok til en aften med musik og sang på 3 scener og masser af social cirkulation og råhygge.
I alt 500 aktører og publikummer fik en rigtig god aften ud af det og støttede samtidig Dansk Røde Kors’ indsats på Haiti.

”Vi har nu fået talt alle Haiti-pengene op og ender på lidt over 22.000 kr, som ubeskåret overrækkes lokaleformand for Røde Kors, Hans Egon Nielsen,” meddeler uddannelsesleder Søren Urup. ”Støttechecken overrækkes Røde Kors på gymnasiet på torsdag d. 8/4 kl.13 af Jens Lykke fra Kulturforvaltningen, rektor Jette Engelbreth og elevrådsformand Ida Marie Hindsholm.”
Rektor Jette Engelbreth udtrykker stor tilfredshed med det nye samarbejde mellem gymnasiet Kulturforvaltningen og egnens musikliv: ”… og der allerede er aftalt en lignende støttekoncert for et andet godt formål næste år. Datoen 7. april 2011 er allerede krydset af på kalenderen. Det er helt oplagt at videreføre det gode samarbejde mellem Kulturforvaltning, Kulturskole og Gymnasium også næste år – ikke mindst i lyset af den musikalske mangfoldighed og spilleglæde, som kom til udtryk ved dette års støttekoncert”.


03-03-2010
1000 elever og forældre fester på Mariagerfjord Gymnasium

Der er sus i skørterne, når afgangsklasserne træder op til lanciers (foto: Henrik Damsgaard)



Der er skolefest på Mariagerfjord Gymnasium på lørdag d. 6. marts.

Ca. 1000 deltagere er tilmeldt. Særligt i afgangsklasserne er det ikke ualmindeligt, at både forældre, større søskende og evt. kærester kommer til uddannelsesforløbets sidste store bal.

Der startes med spisning rundt i klasserne – for afgangsklassernes vedkommende kl. 18.00 og for øvrige klasser kl. 18.30.

Et af festens højdepunkter er afgangsklassernes åbning af lancieren kl. 20.
Rektor Jette Engelbreth fører traditionen tro an i lancier’en sammen med elevrådets kasserer, Benjamin Clausen Crawford
Også vicerektor Jens Peter Hansen kaster sig ud i kvadrillerne. Han fører elevrådformand Ida Marie Monberg op.

Afgangseleverne overlader intet til tilfældighederne, når det gælder deres lanciers-optræden.
Dansegallaen er forberedt gennem måneder, og klasserne har gennem flere svedige idrætstimer gennemarbejdet de vanskelige kvadrille-ture.

Når afgangsklasserne har præsenteret deres lanciers-talenter, kan alle andre festdeltagere prøve kræfter med den flotte og krævende dans.

Efter lancier’en spiller to orkestre op til mere moderne danserytmer.

Musikken i Festsalen leveres af Tennessee Plates, der spiller Rock & Country, mens Plus Four byder på Happy Jazz i mere klubagtige lokaler.
Begge orkestre har været på podiet ved de tre forrige års skolefester og har vundet ry for deres velfungerende numre og deres evne til at bringe et dansegulv til kogepunktet.

Skolens fællesområder er resten af aftenen et myldrende forum, hvor der snakkes og hygges, og hvor man ses og bliver set.

Foruden de obligatoriske barer, der er fordelt på strategiske steder overalt på skolen, byder en klasse ind til caféhygge.

Pressen er meget velkommen til at overvære arrangementet

 


20100225
Overvældende opbakning til Haiti-koncerten



20102402_Gymnasieband


20092103_McDoss_avisfoto


Hadsund Skoleorkester

For 2 uger siden spillede Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Kommune og Kulturskolen ud til egnens aktive musikliv med en opfordring til at bidrage med indslag ved en støttekoncert til fordel for det jordskælvsramte Haiti.

Koncerten foregår torsdag d. 11. marts kl. 19.00 – 21.30 på Mariagerfjord Gymnasium.

Borgmester H.C. Maarup og rektor Jette Engelbreth åbner med velkomst i Gymnasiets Sal, hvorefter der bliver gang på tre scener.

”Responsen fra Fjordområdets musikmiljøer har været overvældende,” fortæller lektor Per Vilsbøll, som er med i Haitikoncertens planlægningsgruppe. ”Der er tilmeldt så mange bands, kor, orkestre og solister, at vi kan byde på en musikaften på tre scener – en akkustisk scene, en folkemusik-scene og en rock- og korscene.
Der bliver derfor noget for enhver smag.
Og jeg synes det er opløftende, at Mariagerfjordområdet kan vise en så stor mangfoldighed af professionel, halvprofessionel og amatørmusik i alle genrer.”

På akkustisk scene spiller 8 mindre kor og ensembler med fokus på klassisk, jazz og ballader, mens folkemusikscenen byder på McDoss, Sara & Lasse, Duo Ajstrup, Mini, Tove Antonsens Kulturskolegruppe, harmonikaspilleren Grethe Larsen og VØB.
På den store scene i gymnasiets sal optræder Flowerpots, Hobro Bykor, Jonas, Duus & Nicklas, Rock in the Metro, Gymnasiets Michael Jackson kor & orkester, Als-Øster Hurup Kirkekor, Talentklasse Hadsund, Talentklasse Hobro, Britny Lace og Haiti Kor.

Det vældige opbud af musikalsk talent på tre scener koster kun en billet til 100,- der både giver adgang til en bredspektret musikoplevelse og en mulighed for at støtte det jordskælvsramte Haiti.
Elever fra Gymnasiet stiller en café an i skolens fællesområde.
Arrangementets overskud går ubeskåret til Røde Kors, som vil bringe hjælpen videre til Haiti.

Der kan købes billetter mange steder i kommunen: Mariagerfjord Gymnasium, Borgerservice (Hobro Rådhus og Hadsund Rådhus), Ungdomsskolen (Kirketoften Hobro), Kulturskolen (Smedevej Hobro), og Sparekassen Hobro (Hobro, Mariager og Hadsund) - samt på konto 9336-0000800910

Jens Lykke fra Kulturforvaltningen og med i planlægningsgruppen, er meget tilfreds med den overvældende interesse for at bidrage musikalsk til genopbygningsarbejdet i Haiti.
”Det flotte program er et godt tegn på et bredt og alsidigt musikliv i Mariagerfjord Kommune.
Og det er da dejligt, at vi så hurtigt kan løfte et arrangement i et samarbejde mellem institutioner, foreninger og kulturaktive i kommunen,” udtaler han.
 


20100202
Fjordområdets musikliv støtter Haiti
 

 Haitikoncertens planlægningsgruppe i aktion – fra venstre ses lektor Per Vilsbøll, og vicerektor Jens Peter Hansen souschef i kulturforvaltningenn, Jens Lykke, rytmisk koordinator i Kulturskolen Ask Andreasen og Sarah Styrbæk fra Mariagerfjord Gymnasium elevforening, Parentesen

 Det forlyder, at Mariagerfjord Gymnasiums rektor, Jette Engelbreth og borgmester H. C. Maarup stiller op som konferenciers ved støttekoncerten for Haitis jordskælvsramte befolkning

Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Kommune og Kulturskolen har sat gode kræfter ind for at samle penge ind til det jordskælvsramte Haiti.

Det sker ved en storstilet støttekoncert på Mariagerfjord Gymnasium, hvor hele Fjordområdets musikliv indbydes til at yde deres bidrag til Haiti ved at stille op med et indslag.

Koncerten foregår torsdag d. 11. marts kl. 19.00 – 21.30 på Mariagerfjord Gymnasium.
Det skal foregå på flere scener, der åbner plads for rigtig mange publikummer fra egnen.

Det forlyder, at borgmester H.C. Maarup og rektor Jette Engelbreth bliver koncertens konferenciers.
Alt tegner således til, at publikum samtidig med, at de støtter et godt formål ved at løse en billet til 100,- også vil få en stor musikoplevelse.

Gymnasiets elevforening, Parentesen, og elevrådet vil stable en stor og velassorteret café op i skolens fællesområde.
Ligesom entreindtægterne vil caféens overskud gå ubeskåret til Røde Kors, som vil bringe hjælpen videre til Haiti.

Haitikoncertens planlægningsgruppe består af Jens Lykke fra Kulturforvaltningen, Ask Andreasen fra Kulturskolen og Jens Peter Hansen, Per Vilsbøll og Sarah Styrbæk fra Mariagerfjord Gymnasium.

De har allerede nu sendt en opfordring til egnens musikmiljøer om at byde ind med musikbidrag til støttekoncerten.

”Skulle vi have glemt nogle sceniske og musikalske talenter, håber vi, at de selv hurtigt kommer ud af busken.
Og der skal tages en hurtig beslutning, hvis man gerne vil være aktør ved Haiti-arrangementet. Tilmeldingsfristen er mandag den 22. februar kl. 12 på pv@mf-gym.dk,” fortæller musiklærer Per Vilsbøll. ”Og vi er sikker på, at vi får lokket en bred vifte af musikindslag i alle musikgenrer frem.”

Henrik Damsgaard
da@mf-gym.dk
41 66 45 31


 



20100120
Mariagerfjord Gymnasium finder nye veje
 

Der var fuldt hus ved sidste orienteringsmøde Studievejleder Berit Dinesen fortæller om Mariagerfjord Gymnasiums spændende undervisningstilbud (også fra sidste års orienteringsmøde).


Det er nu, at 9.- og 10.-klassernes elever skal til at tænke på deres fremtidige ungdomsuddannelse.

Derfor inviterer Mariagerfjord Gymnasium afgangseleverne fra Folke- og Efterskoler til sammen med deres forældre at komme til orienteringsmøde lørdag d. 30. januar fra kl. 10.00 til 13.00 - med fælles start i samlingssalen kl. 10.00.

Her byder rektor Jette Engelbreth velkommen og introducerer skolens undervisningsmiljø og internationale, musiske og naturvidenskabelige profiler.
En elevrådsrepræsentant fortæller om elevernes dagligliv på Mariagerfjord Gymnasium – ikke mindst de sociale sider af hverdagen.
Også nogle af skolens dygtige musikelever giver et par numre i Salen.

Derefter åbner ’Det store Fagmarked’ i skolens fællesområde.
Her er der boder bemandet med faglærere og elever, parate til en personlig snak om de nye studieretningstilbud i stx og 2-årigt hf.
Studievejlederne har deres egen bod til særligt ’tekniske’ spørgsmål, og Elevforeningen Parentesen tilbyder kaffe, te og rundstykker, mens der cirkuleres rundt mellem de mange boder.

I gymnasiet udgør hele efterårssemestret i 1.g et grundforløb, der er ens for alle klasser: de faglige basisfærdigheder får et ’brush up’, fagenes metoder og standarder introduceres, og der indøves metodeforståelse og gode arbejdsvaner.
Til jul skulle eleverne således være forvandlet til studerende – parate til det endelige valg af studieretning.

Siden gymnasiereformens start i 2005 har alle landets gymnasier livligt afprøvet, hvilke studieretninger, der lokalt passede eleverne bedst.
”I dag ved vi mere om, hvilke studieretninger, der matcher Fjordområdets unge,” fortæller rektor Jette Engelbreth.

I år tilbyder Mariagerfjord Gymnasium 8 nye studieretninger:
Supersproglig International Europa, International Europa, Sprog og Psykologi, International USA med Idræt, International USA med Musik, Samfundsvidenskab, Biologisk Science, Science – Teori, Projekt, Innovation.

Jette Engelbreth fremhæver nogle væsentlige nydannelser i skolens studieretningstilbud.
Den ene er muligheden for at vælge sig ind på en supersproglig, international studieretning – med start i International Europa som samlet klasse i grundforløbet. Derefter kan den særligt sproginteresserede vælge at gå i en supersproglig international klasse, hvor man tilvælger latin og tysk eller fransk og samtidig fravælger det ellers obligatoriske naturvidenskabelige B-fag.
”Jeg synes, at denne supersproglige studieretning er et godt tilbud til den sproginteresserede elev, der her får en mulighed for at flytte vægten fra det naturvidenskabelige til det sproglige og udvikle netop de sproglige kompetencer i bredden og dybden.”

Rektor nævner en anden kvalitativ fornyelse: ”De to Internationale USA-retninger bliver efter aftale med vores samarbejdspartnere i Charlotte, North Carolina, tonet hen imod de musisk-kreative fag, musik og idræt. Og det tror jeg er en god idé. Erfaringsmæssigt er den engelsk-amerikanske musik- og kropskultur en vital fællesreference i kulturmødet mellem Mariagerfjordelever og Charlotte-elever. Det bliver spændende at se effekten af denne musiske nyorientering. De kommende USA-studieretninger skal jo nu som før på et 2-3-ugers USA-besøg i 2.g.”

En tredje nyhed blandt studieretningstilbudene er Science – teori, projekt, innovation.
Det er en praksisorienteret, naturvidenskabelig retning, der indoptager nogle af de discipliner, som findes i htx.
”Vi har for øjeblikket en plan for etablering af htx på Mariagerfjord Gymnasium liggende i Undervisningsministeriet. Desværre har ministeriets svar ladet vente på sig, så htx på Mariagerfjord Gymnasium må udsættes til 2011,” fortæller rektor.
”Det er naturligvis ærgerligt, at vi ikke kan realisere en teknisk og opfinderorienteret htx-klasse allerede i år.
Til gengæld vil studieretningen Science – teori, projekt, innovation rumme nogle af de praksis-kvaliteter, som vi mener også bør være en mulighed for egnens unge.”
Jette Engelbreth tilføjer, at ønsket om det praksisorienterede kommer til udtryk i begge de naturvidenskabelige retninger, hvor en del undervisning udfoldes i lokale teknisk innovative virksomheder eller laboratorier på andre uddannelsesinstitutioner.
”Gennem praktik og ud-af-huset-projekter vil science- og teknikinteresserede elever opleve naturvidenskab som noget virkelighedsnært og måske inspireres til en videre naturvidenskabelig eller teknisk karriere.”

Studieretningerne har varierede kombinationer af 2-3 ’studieretningsfag’ på højniveau A, mellemniveau B eller laveste niveau, C.
Det er studieretningsfagene, der gør udgør forskellen mellem retningerne.

”Det foreløbige valg af studieretning skal foretages inden tilmelding, så alene af den grund vil orienteringsmødet d. 30. januar sikkert motivere mange kommende elever til at søge grundig besked om mulighederne; så vi glæder os til at tale med rigtig mange nye, unge mennesker ved orienteringsmødet,” slutter Jette Engelbreth.


Pressen er meget velkommen til at overvære arrangementet.



Venlig hilsen


Henrik Damsgaard
 


20100120
Arlette Andersen overlevede Auschwitz – fællestime på Mariagerfjord Gymnasium på fredag

På næste fredag, d. 22/1 i kl. 12-13.20 er der fællestime for samtlige klasser på Mariagerfjord Gymnasium.

Her vil 84-årige Arlette Andersen, der er fransk-dansk jøde og blandt de få overlevende fra Auschwitz, fortælle sin historie.

Det meste af livet fortalte hun ingen om sine rædselsoplevelser, men da bevægelsen af holocaust-benægtere voksede og Le Pen kaldte udryddelserne en parentes i historien, trådte hun frem og har siden talt på mere end 100 gymnasier, fortæller lektor Marie Louise Sibast fra skolens Aktivitetsudvalg.


Pressen er meget velkommen til at overvære arrangementet
 


12-01-2010

Hf’erne i Hobro er tilfredse

 (På billedet fra venstre) Michelle, Maria-Elena, og Nicolai fra 1.q er indstillet på at gå hele vejen i hf

For øjeblikket har Mariagerfjord Gymnasium to fuldt besatte 1. hf-klasser,
og de nye hf’ere udtrykker i en spørgeundersøgelse
udbredt tilfredshed med at gå på hf .

Efter nogle lidt magre år for hf er Mariagerfjord Gymnasium nu i den situation, at der i dette skoleår har været så mange ansøgere, at vi har etableret en venteliste til 1.hf.
Fra starten af studieåret er enkelte fra ventelisten kommet ind på afbud.

To store 1.hf-klasser er således et resultat af et lille frafald og ganske få udskiftninger i de første startuger.
Knapt 2/3 af den nye hf-årgang er piger – hvor drengene med godt 1/3 udgør en større andel end tidligere.

Medvirkende til den øgede interesse for hf i Hobro er det måske, at skolen som noget nyt tilbyder to forskellige toninger – den ene med idræt som særligt toningsfag og den anden med psykologi.

Den særlige vægt på disse fag opleves fx under to ’toningsuger’ i 1. hf.
Den ene foregik i efteråret 2009, hvor man i en uge arbejdede med de sportslige, sociale og psykiske sider af publikumskultur og hooliganisme.
I dette forår skal klasserne ud i endnu en toningsuge, hvor det er historie, samfundsfag og religion, der byder ind med et idrætsligt-psykologisk tema.

I hf bestræber lærerne i alle fag sig på at gøre de ofte ret teoretiske emner så konkrete og virkelighedsnære som muligt – slagordet er ’anvendelsesorientering’.
Det betyder, at man  bygger meget op på praktiske eksperimenter, feltarbejde, ekskursioner, praktikbesøg og gæstelærerbesøg.
Den slags praksisbetonede undervisningsformer tiltaler mange hf’ere, som godt kan løbe sur i rent teoretiske forløb. 
 
I de første uger fik alle de nye hf’ere genopfriskningskurser i læsning, grammatik og matematik, så deres vidt forskellige forudsætninger for den videre undervisning blev mere ensartede.
 
Lige fra starten har 5 ugentlige ’værkstedstimer’ været med til at styrke den enkelte kursists forberedelsesniveau. Værkstedstimerne har været brugt til introkurser, men mest til lektiecafé, hvor hf’erne kan få væsentlige dele af deres lektier fra hånden i læsegrupper eller under individuel vejledning af en lærer. Målet er at minimere hjemmearbejdet.

Tilsyneladende lykkedes operationen: 1. hf’erne på Mariagerfjord Gymnasium virker fast besluttede på at gennemføre det 2-årige kursusforløb.

Om denne succes skyldes hf-lærernes helhjertede indsats, et gennemtænkt introduktionsforløb, anvendelsorientering, toning eller lektiecafé er svært at afgøre.

Derfor undersøgte skolen i slutningen af oktober, hvor introduktionsugerne var afsluttet, ved hjælp af et digitalt spørgeskema, hvordan 1.hf’erne trivedes fagligt og socialt på Mariagerfjord Gymnasium.

De 50 besvarelser viser udbredt tilfredshed – både med det faglige udbytte og arbejdsklimaet.

Over 90% er således ’enige’ eller ’delvist enige’ om, at de har lært meget indtil nu.
Ligeså klar er den positive indstilling til de 5 ugentlige lektielæsningstimer.

Hvad angår den sociale trivsel giver mellem 85- og 96% udtryk for, at de befinder sig godt i klassen og at de er glade for, at de valgte at gå på Mariagerfjord Gymnasium.

Midt i glæden over 1.hf’ernes faglige og sociale trivsel på Mariagerfjord Gymnasium har lærerne gennem spørgeundersøgelsen fået indkredset nogle sider af undervisningen, som kan gøres endnu bedre.

På en pædagogisk hf-dag i starten af december udpegede lærerne bl.a. behovet for at differentiere og variere undervisningen, således at både den fagligt svage og den fagligt stærke elev får mere ud af undervisningen.

Lærerne vil også gøre en mere metodisk indøvning af gruppearbejds- og projektarbejdsformer til et særligt indsatsområde.

Gruppearbejde og projektarbejder er nemlig i hf en del af dagligdagen i alle fag - ikke mindst i de såkaldte ’fagpakker’.

Den ene fagpakke kaldes kultur-samfund (KS). Her er historie, religion og samfundsfag i fællesfagligt sammenspil.
I den naturvidenskabelige fagpakke (nf), har biologi, geografi og kemi et lignende fællesfagligt samarbejde.
Både kultur-samfund og naturvidenskab benytter i vid udstrækning projektarbejdsformer.

Rektor Jette Engelbreth er selvfølgelig ligesom lærerne glad for fremgangen i hf:

”Hf henvender sig til elever, der enten har 10. klasse, et arbejdsår eller en tid på en anden ungdomsuddannelse bag sig.
I en krisetid, hvor det ikke længere er helt let at få et ufaglært job, retter de unges interesse bl.a. mod hf.
Flere indser nu, at kun videre uddannelse kan sikre en fremtid på arbejdsmarkedet. Her har det vist sig, at hf-uddannelsen med sine 2 år med anvendelsesorienteret undervisning har fået ny aktualitet.
Og det er vigtigt, at Mariagerfjord Kommunes unge i stigende grad får en ungdomsuddannelse. Det er også godt, at flere drenge har fået mod på at gå i gymnasiet - og at flere end tidligere gennemfører.”

Rektor mener, at en høj gennemførelsesprocent i hf bl.a. er opnået ved et målrettet arbejde med hf’ernes arbejdsstil:
”Det er opmuntrende, at vi tilsyneladende har formået at få sporet hf’erne ind på hensigtsmæssige arbejdsvaner. Nu er flere rustede til at gå hele vejen i hf.
Ikke mindst lektielæsningstimerne indbygget i dagsskemaet er en solid håndsrækning til de fleste kursister, der lærer mere i en sådan heldagsskole, der også levner plads til fritidsaktiviteter,” slutter Jette Engelbreth
vh  Henrik Damsgaard

 

 

20090628
LEGATER - AFGANGSELEVER 2009

Der blev uddelt følgende legater:

Spar Nord Bank, Præmiefonden , Hobro afd. 4 stk. a kr. 500,- ( Fundats: God kammerat)

Julie Høgsberg Christensen, Hadsundvej 10, 9560 Hadsund ( 2q)

Christian Bjerring Christensen, Ulstrupvej 6, Valsgaard, 9500 Hobro (3k)

Karina Haslev Jønsson, Klostervænget 8, 9550 Mariager ( 3x)

Michelle Bisgård Rasmussen, Lundgaard Hedevej 166, 9500 Hobro (3c)

Spar Nord Bank - 2 stk. Humørlegater a kr. 500,- (Fundats: Bidrager til at holde humøret højt)

Helene Rask Clausen, Kløvermarken 30, 9510 Arden (3z)

Simone Astono, Ranunkelvej 77, 9500 Hobro, (3b)

Sparekassen Hobro 4 stk. a kr. 500,- (fundats: Elevrådsformanden, Bedste gennemsnit gymnasiet – pige, Bedste gennemsnit gymnasiet – dreng, og Bedste gennemsnit HF.

Elevrådsformanden: Silas Skovsbo, Strandholtvej 16, 9500 Hobro (3au)

Bedste gennemsnit gymnasiet – dreng: Silas Skovsbo, Strandholtvej 16, 9500 Hobro (3au)

Bedste gennemsnit gymnasiet - pige: Mette Louise Vestergaard, Nyvej 6, 9500 Hobro (3y)

Bedste gennemsnit HF: David Bohlbro Lundager, Gl. Hobrovej 10b, 9550 Mariager (2p)


Hobro Gymnasiums Venner 3 stk. a kr. 800,- (fundats: Bedste ven gymnasiet -pige, Bedste ven gymnasiet - dreng, Bedste ven HF – én der får det til at fungere)

Bedste ven gymnasiet - pige: Maria Bruun Jacobsen, Møllebakken 11, 9500 Hobro (3c)

Bedste ven gymnasiet - dreng: Simon Rud jensen, Skivevej 52, 9500 Hobro (3c)

Bedste ven – HF: Tine Hviid Jakobsen, Faarupvej 9, 8990 Faarup, (2p)


Martine og Ole Olesens Mindelegat: 2.000,- (fundats: ”En elev, der har udvist flid, dygtighed og social kompetence, herunder været en god kammerat.”

Anders Jensen, Norupvej 22, Falslev, 9550 Mariager (3b)

Vennernes Humanistiske Legat (Anonym Giver): Gavekort til bøger på 2x kr. 500,-

Caroline Lütkemeyer Kjeldsen, Karlsmøllevej 4, 9500 Hobro (3au)
Helene Vestergaard Pedersen, Teglvænget 70, 9560 Hadsund (3z)
 

 

20090617
Mariagerfjord Gymnasiums hf- og stx-studenter fester på en ny måde
 

 Der var gang i den ved afgangsfesten i starten af maj. Her er Musik A-holdet i gang på musiktribunen

Rektor Jette Engelbreth
 lykønsker sidste års første
hf-student, Camilla
Fabricius Pedersen

På mandag d. 22/6 springer årets første hf- og stx-studenter ud fra Mariagerfjord Gymnasium.
De sidste mundtlige eksaminer afvikles onsdag d. 24/6.
Hver morgen mandag til onsdag kl. 9.00 holdes traditionen med flaghejsning for de nye studenter i hævd. Rektor Jette Engelbreth og dagens tidligste studenter og deres nærmeste familie markerer den definitivt afsluttende eksamen ved at samles omkring flagstangen på plænen foran skolen.
Sædvanligvis møder studenternes familie talstærkt op ved den sidste mundtlige eksamen – parat med studenterhuen med blåt- eller rødbedefarvet bånd, en buket blomster og lidt til ganen, når netop deres student dukker frem med den afsluttende karakter.
Fællesområdet er således hele skoledagen et broget syn af glade familier med flag, blomster, lettede studenter og lækkerier på bordene.

Mere utraditionelt foregår det fredag d. 26/6 ved dimissionen, der i år allerede afholdes om eftermiddagen.
Her deltager alle studenterne og deres familier og lærere.
Arrangementet indledes med gruppefotografering fra kl. 14.
Kl. 15-16 er der dimission i skolens samlingssal.
Her vil skolens formand, Lone Sondrup, byde velkommen og rektor Jette Engelbreth holde tale til studenterne og uddele eksamensbeviser og håndtryk.
Rektor vil også uddele en række legater og boggaver til elever, der har udmærket sig socialt eller fagligt.
Også studenterne byder ind med talere. Det er hf-student Julie Høgsberg Christensen, 2q, og stx-student Silas Skovsbo, 3.a, der sammen vil sige farvel og tak fra talerstolen.
Foruden fællessange vil festdeltagerne opleve nogle af skolens talentfulde musikelever optræde instrumentalt og vokalt.
Efter den mere seriøse del i Salen er der den næste times tid reception for alle i Fællesområdet. Her venter der kolde drinks og andre forfriskninger - og ikke mindst rig lejlighed til at cirkulere og få sagt ordentligt farvel til lærerne og alle de kammerater, der herefter spredes for alle vinde.

Rektor Jette Engelbreth fortæller, at skolen sammen med eleverne har besluttet at prøve denne lidt anderledes form for studenterafslutning, fordi erfaringen viser, at en aftenfest her på falderebet har en tendens til at ebbe tidligt ud.
Studenterne har typisk deltaget i en række festligheder i løbet af ugen og har egentlig ikke energi til den store aftenfest.
”Vi besluttede derfor i samråd med eleverne i stedet at holde en afgangsfest med alle 2.hf’erne og 3.g’erne og deres lærere,” fortæller rektor.
”Festen foregik en fredag aften i starten af maj og fik fuld tilslutning fra eleverne. Rigtig mange lærere deltog helhjertet i en herlig aften med spisning, underholdende indslag og dans til et godt live-band.
Anmeldelserne fra afgangseleverne er særdeles positive – ikke mindst værdsætter de lærernes engagement i en sådan fest.”


20090114
Mariagerfjord Gymnasium lancerer mediefag - nye toner i hf
 

Foto fra sidste års orienteringsarrangement. Lektorerne Søren Urup og Bjarne Albrechtsen orienterer

Det er på denne tid, at 9.- og 10.-klassernes elever skal til at tænke på deres fremtidige ungdomsuddannelse.

Derfor inviterer Mariagerfjord Gymnasium afgangseleverne fra Folke- og Efterskoler til sammen med deres forældre at komme til orienteringsmøde lørdag d. 24. januar fra kl. 11.00 til 13.00.

Der er fælles start i samlingssalen kl. 11.00.

Her vil rektor Jette Engelbreth åbne med en fællessang og byde velkommen.
Rektor vil også præsentere skolens undervisningstilbud i oversigt.
En elevrådsrepræsentant fortæller om elevernes dagligliv på Mariagerfjord Gymnasium – ikke mindst de sociale sider af hverdagen.

Derefter åbner ’Det store Fagmarked’ i skolens fællesområde.

Her er der boder bemandet med faglærere og elever, der vil informere om studieretningstilbudene i stx og de spændende valgmuligheder i hf.
Studievejlederne har deres egen bod til særligt ’tekniske’ spørgsmål, og der er også boder, der fortæller om skolens internationale, musiske og naturvidenskabelige profiler.

Elevforeningen Parentesen tilbyder kaffe, te og rundstykker, mens der cirkuleres rundt mellem de mange boder.

Det bliver også muligt at kigge indenfor til åben prøve i Salen hos elevernes Musicaltrup, der for øjeblikket øver deres egen musical, Lion Enterprises, som spilles ved tre offentlige forestillinger og en skoleopførelse i starten af februar.

Det er en nyhed, at Mariagerfjord Gymnasium næste år kan tilbyde en International Europa-studieretning med mediefag på B-niveau.
Mediefag drejer sig om film og digitale billedmedier – både teoretisk og praktisk. Skolen glæder sig til at søsætte det nye mediefag, som vi opfatter som helt oplagt at introducere i en tid, hvor den visuelle kommunikation i samfundet ekspanderer.

Også i hf kan Mariagerfjord Gymnasium byde på en nydannelse: De kommende hf-ere får nemlig mulighed for at tone deres 2-årige forløb – enten med idræt, mediefag eller psykologi.
Deres skema vil individuelt kunne udformes således, at ét af de tre fag vil fylde ekstra på skemaet og således tone hf-uddannelsen.
Idræts-toningen vil fx være et godt udgangspunkt, hvis kursisten stiler mod en karriere som politibetjent eller fysioterapeut, ’medier’ peger i retning af journalist, tv-medarbejder eller reklamemedarbejder, og psykologi-toningen mod fx pædagog eller socialrådgiver.

For det 2-årige hf-kursus er der de seneste år kommet øget fokus på indskoling af de nye hf’ere.
I kursets første uger sættes der ind på, at de hf’ere, der møder med huller i fagligheden, hurtigt får strammet op på manglerne, så hele klassen kan lære på lige fod.
Der arbejdes også med de arbejdsmetoder og arbejdsvaner, der gør kursisten til en selvstændig studerende.
Hf’ernes studievejledning er blevet væsentligt styrket i hele det 2-årige forløb. Hver hf-klasse har 3 ’tutorer’
– lærere, der hver vejleder 7-8 kursister fagligt.
Ligeledes er der gennem hele hf-forløbet to skemalagte timer til metodetræning og lektielæsning.
Hensigten er, at ingen lades i stikken, hvis det kniber at følge med – at problemerne tages i opløbet.

Noget tyder på, at denne opbakning virker: det gælder for alle skolens hf-klasser, at frafaldet er lille i forhold til landsgennemsnittet.

I gymnasiet udgør hele efterårssemestret et fælles grundforløb: de faglige basisfærdigheder får et ’brush up’, fagenes metoder og standarder introduceres, og der indøves også her metodeforståelse og gode arbejdsvaner.
Til jul skulle eleverne således være forvandlet til studerende – parate til at gå ind i de valgte studieretninger.

På Mariagerfjord Gymnasium er de 7 nye studieretninger: Matematik-Fysik-Kemi, Samfundsfag-Biologi, Engelsk-Samfundsfag-Psykologi, Engelsk-Samfundsfag-Idræt, International USA, International Europa og Musik-Engelsk.

Studieretningerne har varierede kombinationer af A, B og C-fag, der gør dem forskellige og toner i både naturvidenskabelige, samfundsfaglige, sproglige og kreative retninger.

Studieretningerne skal vælges inden tilmelding, så alene af den grund vil orienteringsmødet d. 24. januar sikkert motivere mange kommende elever til at søge grundig besked om valgmulighederne.
 

 
 

 

 

20090627
Dimissionstale 2009

Kære forældre, søskende og bedsteforældre til årets studenter,
kære jubilarer, kære medarbejdere og kære bestyrelse : Velkommen til Dimissionsfesten på Mariagerfjord Gymnasium i 2009.

Men allermest af alt - kære studenter – hf´ere og stx´ere – et velkommen og et stort og varmt tillykke med jeres veloverståede eksamener og velfortjente huer.
I ER jo noget helt særligt, både fordi I er jer, og fordi I er det første hold studenter, der dimitterer fra Mariagerfjord Gymnasium.
Selv om skolen er ved at være en ældre dame
– med et 50 års jubilæum, der venter lige om hjørnet i 2011 – er det første gang, der ikke dimitteres fra Hobro Gymnasium men fra Mariagerfjord Gymnasium - hele Mariagerfjord Kommunes Gymnasium.

En dimission er et gymnasiums afsked med sine elever – en markering af, at eksamen er vel overstået med en festlighed, hvor rektor har lejlighed til at holde en tale, om det, I forlader og det, der venter jer.
Det er ikke nødvendigvis en nem tale, fordi I studenter muligvis sidder med en snert af efterveer efter de fester, der er gået forud for i dag og nok mest af alt drømmer om ”bare” at få jeres eksamensbeviser, mens jeres forældre og familie i højere grad sætter pris på at få lov til at sidde og være stolte over jer og over alt det pæne og rigtige, der kan siges om jer og til jer.
For en studentereksamensdimission markerer et skift mellem en ungdomsuddannelse og dét, som I nu skal til.
Dengang I blev konfirmerede, var der sikkert mindst én tale til jer alle, hvor vendingen ”nu træder du ind i de voksnes rækker” indgik.
Måske følte I jer voksne dengang – men meget er også sket i mellemtiden, tror jeg godt, vi kan være enige om …..

Men hvad er det så, der er gået forud?

I har som hf´ere brugt 2 år og stx´ere brugt 3 år på Mariagerfjord Gymnasium
– med slid og slæb, fest og farver –
og mange andre modsætningsfyldte størrelser.
I har mødt kammerater, hvoraf nogle blot var et kort møde ”på vejen” og andre, som også vil betyde noget for jer i jeres voksenliv – måske endda resten af jeres liv.
I har mødt spændende, dygtige og underholdende lærere, hvoraf nogle af den ene eller den anden grund altid vil være dem, der dukker op, når I tænker tilbage på gymnasietiden.
Vel er her vist ingen lektor Blommer – men her er helt sikkert nogle ”typer”, nogle gode historier og anekdoter, som I senere vil vende tilbage – tænke på og tale om, når I mødes.
Og endelig har I oplevet …..
alt lige fra
- det internationale medmenneskelige møde ifm. En studie- eller en udvekslingsrejse,
- de kulturelle oplevelser skolen har budt på ifm. koncerter, aktivitetsdage og en stor og flot opsat ”Lion Enterprice”,
- til de faglige oplevelser både i den daglige undervisning og når skolen er flyttet ud på bl.a. Gasmuseet eller kunstmuseet Aros og når efterårets amerikanske præsidentvalg blev til en samfundsfags-helaftensforestilling på gymnasiet med plads til både burgere og basket.
Jo skolens profil har sat sit varemærke på jeres gymnasietid, selv om I sikkert ikke altid har tænkt over det på den måde.

Lige nu skal I bare nyde friheden – nyde ikke at skulle læse og gå til eksamen, – men tro mig, selv om det er svært at bruge andres erfaringer til ret meget … jeres gymnasietid vil i resten af jeres liv være noget helt særligt, fordi der er sket rigtig meget med jer, mens I har gået her.
I er blevet voksne og måske endda følsomme, og i en eller anden udstrækning er I med et gammelt udtryk blevet ”dannede” – formet eller påvirket af alt det, som jeres gymnasietid har budt på.
Og netop ”Derfor” vil Mariagerfjord Gymnasium kalde på nogle helt særlige følelser hos jer, som ”jeres”!! – lige som Hobro Gymnasium gør for alle de jubilarer, vi er så heldige at have her i dag.

En studentereksamen giver adgang til noget mere, men den er heldigvis mere en blot en adgangsgivende størrelse!

I gymnasiet har I lært at reflektere, at analysere og at perspektivere – om videnskabelige metoder og måder at anskue stofområder på. I drager herfra med en kapital, der lige nu føles vældig konkret
– en hue, et eksamensbevis og et gennemsnit –
men jeg tror, at det, vi i virkeligheden har givet jer med, er langt mere diffust.
At vi har lært jer at lære betyder forhåbentlig, at vi har lært jer at tænke tanken, få ideen, og at se sammenhængen – og at I har fået øjnene op for, at facit ikke altid kan eller skal godtages, men at undren og en kritisk forholden sig er en værdifuld egenskab at bære med sig – lige som også det at kunne lytte er værdifuldt, - kunne lytte og måske oven i købet acceptere et svar, der ikke lige passer jer.
For nogen gange må man også affinde sig med, at ”et nej er et nej – og et nej også er et svar” – selv om det er aldrig så svært for en generation af individualister som jer, at ikke alting er til diskussion og at en frist faktisk kan være en frist, der gælder.

Men hvad så nu ?…

I forlængelse af glæden og stoltheden og lettelsen venter fremtiden – fremtidstroen og fremtidshåbet men også en ubekendt størrelse affødt af den økonomiske krise.
Der er ikke længere frit valg på alle hylder i forhold til lige at finde et godt job, der giver penge til enten højskoleopholdet eller ”den store rejse” til verdens ende.
Søgningen til de videregående uddannelser vil efter al sandsynlighed allerede fra i år vise, at færre vælger et sabbatår – og sådan må dét nok være.
Men lad nu være med at blive så fornuftstyrede og pragmatiske, at I helt mister jeres drømme, for det er store og vigtige valg, I begiver jer ud i – valg, der får stor betydning for jer.

Der er rigtig mange aktører, der gerne vil hjælpe jer med at vælge – velmenende forældre, søskende og andre, der er godt i gang og ikke mindst alle de, der har en professionel interesse i, at netop du starter på deres specielle uddannelse.

Men hvad er det rigtige valg så ?

Skal I læne jer op af aktuelle arbejdsløshedstal og prognoser inden for det fagområde, I interesserer jer for – eller skal man med Storm P mene, ”at det er svært at spå … især om fremtiden” …
for meget kan jo ske inden for det tidsrum, fra I starter til I har afsluttet en længerevarende uddannelse.
Eller skal I alene gå efter pengene – de højeste lønninger? Hvad er lykken, hvad er det gode liv?

Børnedigteren Torstein Thomsen kalder det ”stemmen indeni” …
”Der er så mange folk, du møder i dit liv
Som vil bestemme, hvad du må og kan.
De ser og handler ud fra deres perspektiv
De synes, du skal gøre li´sådan.
Men din stemme indeni, det er din, kun din
Kun du selv kan høre den
Det er den, der viser dig
DIN vej”

Psykologer kalder det hjertets røst og mere prosaiske sjæle mavefornemmelsen…men jeres vej er kun jeres valg – her kan CopyPaste ikke benyttes….

Tidligere løftede Blichers verselinjer:
”Ud går du nu på livets vej – brug livet men misbrug det ej!”
en formanende pegefinger op foran årgange af studenter! –
Men hvor vil jeg meget hellere ønske for jer, at I vælger at komme videre i jeres liv til glæde og lykke for jer selv og jeres nærmeste.

Carpe Diem –
grib øjeblikket,
grib dagen
og hold øjnene åbne for mulighederne
- så I kan træffe de valg, der føles rigtige for jer.
Men husk både at lytte og tage hensyn undervejs OG husk at der ingen garanti er for, at I vælger rigtigt første gang –
Brug så blot Gruks visdom, når han med digtet
”Livet er en labyrint
Mange gange ender blindt
Sejr vinde vil hvo vender
Hvor de blinde gange ender”

På sin snirklede måde siger Gruk bare ”kom igen”!
At I ikke skal give fortabt, fordi I måske valgte forkert første eller anden gang, men at I, når I prøver igen, nok skal lykkes.

Når Lykke Friis, der er prorektor ved Københavns Universitet, pointerer, at fremtidens krav til uddannelser ligger i de spændingsfelter, hvor fakulteterne støder op mod hinanden, har hun helt sikkert ret.
Men jeg vil tillade mig at twiste hendes synspunkt en lille smule – til at det handler om at turde vælge lidt skævt, ikke kun at vælge de lige veje – og om at kombinere de erfaringer, forsøg og kompetencer I bringer med jer fra alle jeres arenaer til den spændende og unikke profil, som I hver især tegner.
Bill Clinton formulerede det således:
” Ulykkelig er ikke den, der prøvede og fejlede, men den, der havde et ønske, men ikke turde prøve pga. angsten for at fejle”.


Mariagerfjord Gymnasium har som skole gerne villet gøre en forskel for jer - i forhold til jeres liv og fremtid. Det lyder både stort og ambitiøst – men sådan er det faktisk!
En lettere omskrivning af skolens værdigrundlag kunne nemlig meget vel være, at vi er gået efter devisen

Kys, krav og kommunikation
At I forhåbentlig tager herfra med en følelse af, at vi har holdt af jer, og at vi derfor til tider har stillet store krav til jer – men at vi aldrig har været argumentresistente, at dialogen i skoledemokratiet altid har været reel.

Jeg håber, at vi som lærere, mennesker, skole har kunnet gøre en forskel for jer og jeg håber også, at I, nu hvor I forlader os, har lyst til at gøre en forskel – i det store eller det små!
Plys siger det faktisk meget enkelt – at ”uanset hvor lille man er, kan man altid gøre en forskel”.
Og det er det, I kan
– og det er det, I skal.

I skal leve jeres drømme, følge jeres indre stemme og jeres hjerte – kæmpe for dét, I vil – og tro på det!
Og med mere GRUK:
”Pessimisterne er dog de reneste tåber-
De tror på det modsatte af, hvad de håber!
Nej, de optimister, som livet beror på
Er dem, som tør håbe, på noget, de tror på.”

Hold hovedet højt men benene på jorden og vov at turde gøre en forskel – både i det store og i det små, globalt og som individer – I bærer fremtiden i jeres hænder.

Uddan jer – og drøm! Verden venter på jer!
Jeg ønsker jer held og lykke med det hele.

Hjertelig tillykke med eksamen!

Og med disse ord dimitterer jeg jer som studenter årgang 2009 fra Mariagerfjord Gymnasium


Jette Engelbreth
Rektor
 
20090204
375 af folkeskolens ældste så musical
 Dansetruppen gjorde sig bemærket med en række flotte og grænseoverskridende danse Punkere passer helten og heltinden op foran Ungdomshuset
   
 Pumba og Timon i bonderøvsantræk – Mads Bjørn og Silas Skovbo Mathias Wissing og Cecilie Gerberg – Musicalens svar på Simba og Nala

Onsdag over middag myldrede det med 8.-, 9.- 10-klasse-elever på Mariagerfjord Gymnasium. Det var 375 musicalgæster fra 7 af Fjordområdets skoler, der havde henlagt undervisningen til Gymnasiets store Sal, hvor elevernes store trup af musikere, sangere, skuespiller og dansere gav den på alle tangenter med deres helt egen musical, Lion Enterprises.
De store skoleelever viste sig at være et indforstået og begejstret publikum.

Der er udsolgt til aftenforestillingerne onsdag og torsdag - dog er mulighed for enkelte afbudsbilletter à 40,- ved indgangen. Pressen er meget velkommen til at overvære onsdagens eller torsdagens forestilling
 


20090122
ELEVERNES EGEN MUSICALFORESTILLING PÅ MARIAGERFJORD GYMNASIUM
 


 

Mads Bjørn Rather, 2. e (t.v.) øver en morsom scene sammen med Silas Skovbo, 3.au (th)

Kristoffer Fuglsang, 1.ab (tv) og Simone Lübech Astono, 3.bs (th), i heftig diskussion.

Igen i år summer Mariagerfjord Gymnasium af underholdende dramatik, når skolen 3., 4. og 5. februar fra kl. 19:30 slår dørene for musicalen Lion Enterprises.
Årets forestilling er skabt af eleverne selv. De har stået for alt lige fra manuskript og instruering til kulisser, kostumer, lyd og lys, ligesom det udelukkende er hf- og gymnasieelever, der står på scenen og bag den.
Lion Enterprises er en moderne fabel, og publikum vil komme til at opleve både kor, dans, musik og sang samt et forrygende bigband og stort skuespil.
Musikken består både af gamle Disney-klassikere samt moderne sange, der er valgt for at give Lion Enterprises sit eget særlige præg.
Musicalen fortæller historien om Simba, hvis fremtid som konge over virksomheds-imperiet Lion Enterprises spoleres, da hans far myrdes af onklen Scar.
Simba tvinges efter et besøg i Ungdomshuset til at forlade København og begiver sig på en lærerig og oplevelsesfuld rejse til det mørke Jylland.
Årets instruktør, Anders Jensen, fortæller om stykket: ”Vi ville forme noget unikt og vise, at der godt kan komme noget stort ud af et sådant projekt, selv om stykket udelukkende er skabt af skolens elever”. Anders bakkes op af skuespiller Kasper Richter Gravesen, der spiller den onde onkel Scar: ”Det sjove ved årets forestilling er netop, at vi har fået helt frie tøjler til at gøre lige, hvad vi ville”, siger han.
De over 50 elever, der siden oktober har været involveret i projektet, har alle lagt bunker af både arbejde og tid i stykket.
Silas Skovsbo, der i Lion Enterprises kan opleves som bonden Timon, siger: ”Selvom det har været hårdt og har kostet mange weekender, har det været sjovt, udfordrende og spændende, og vi glæder os derfor meget til både premieren og til at vise publikum et både professionelt og seværdigt produkt.”
På lørdag d. 24/1, når Mariagerfjord Gymnasium holder orienteringsmøde for kommende elever og deres forældre, vil der blive mulighed for at smugkigge, mens musicaltruppen arbejder med sceniske og musikalske øvelser.
Mens der orienteres i fællesområdet om skolens ungdomsuddannelser, stx og hf, er der nemlig åben prøve på scenen i Samlingssalen og i Musiklokalet, så lørdagens gæster kan få en fornemmelse af, hvordan det går til, når skolens musi- og scenetalenter arbejder på egen hånd.
For at sikre sig billetter er det vigtigt at være ude i god tid, da der er tradition for totalt udsolgte forestillinger. Billetter til Lion Enterprises koster 40 kr. og kan købes på Mariagerfjord Gymnasium fra 29. januar eller reserveres på gymnasiets kontor, der kan kontaktes på 98 52 08 55 eller mf@mf-gym.dk.
Så gå ikke glip af årets mest spektakulære forestilling, - reservér billetter allerede nu!

Silas Skovsbo, 3.au